200 / 260
frem for sig med Haanden under Kinden og et barsk Ud
tryk. Næste Dag gjentoges Forsøget, og Digteren fik da
Øie paa hende.
«Hvad vil De?» spurgte han barsk. «Er det Dem,
der som en Gadepige bryder gjennem Hegnet for at stjæle
Jordbær herovre?»
Aldeles rædselslagen vilde hun flygte; men han greb
hende i Armen og saae meget vred ud. Nu fulgte en Foi-
klaring, som endte med, at J. E. Cart fremstammede, hun
gjerne vilde være Digter.
«Naa ja, hvorfor ikke?» sagde Carit Etlar og smaalo.
Han modtog Manuskriptet og lovede at see det lgjennem.
Den værdifulde Digtning blev imidlertid glemt. I Maaneder
hørtes Intet deroverfra, blot Carit Etlars ualmindelig dybe
og klangfulde Stemme lød af og til inde i Haven, naar han
i korte Enstavelsesord sendte Ordrer op mod Hovedbyg
ningen.
Da J. E. Cart atter besøgte Digteren for at høre
Svar, havde han glemt hele Historien. Nogle Dage efter
blev hun kaldt over for at erfare, at Manuskriptet var
ubrugeligt; men til Opmuntring fik hun derimod en For
tælling at afskrive for Forfatteren selv. Fortællingen hed
«Jens, som leer» og blev senere trykt i Samlingen «Gjennem
Brændingen».
Lykkelig som Jason, der hjembragte Løveskindet, satte
J. E. Cart sig til sit første literaire Arbeide for Cant
Etlar
Det blev vist reenskrevet fem Gange, før det an
saaes værdigt til Aflevering. Et nyt Værk betroedes hende
som Belønning, og i femogtyve Aar har hun nu
dette Arbeide med Afbrydelse af nogle faa Aar, da
12
179