206 / 260
' 85
ad Dagens travle Fæ rd var gaaet i A rv til Sønnesønnen.
Modens D øgnsretninger, A artiers Sm ag forblev upaaagtet af
ham ; han fik i sit lange L iv Ledighed til at erfare, at den
G am le havde R et. Han saae Literatu rretningen skifte Form
og U d tryk , hørte dens hinanden modstridende Feltraab , læ rte,
at den, der b ygg er paa Ø ieblikkets Sm ag eller paa det kun
stig frem elskede K ulturm enneskes E g en sk ab er, planter sit
H jertes B lom ster i F lyvesan d , som endnu ingen Marehalm
har væ ret istand til at binde.
Uden at vende sig tilvenstre eller tilhøire eller at støtte
sig til V enner, C liq u er og M agthaveres G unst, uden at ind
lade sig i politiske D igressioner eller at benytte Kunsten i
Tendensens T jen este, fortsatte han sin V ei. Den K u n st, han
alene vilde leve for, var ikke en K u nstart, Kunsten paa Af-
v e ie ; det var ikke Partiern es L o vsan g e og Leilighedsdigte
han vilde synge.
Udadtil vedblev hans D igtning at glide fredelig fremad.
E ftersom han ik ke var Tendensdigter, reiste han aldrig op
sigtsvæ kken de D ebatter, Pressens llddaab, der holder mangen
en A rb eid er i Aandens V iingaard ilive.
Intet P arti tog
nogensinde hans D igtning til Indtægt i sin Tjeneste.
Ingen
d igterisk G ru b len , der søger at gjennem skue Verdensrum og
T id , medens den vil løse de høieste, uudgrundelige Problem er,
omgav ham med det U forstaaeliges falske Nimbus.
A lligevel bleve C arit E tlars F ig u re r lidt efter lidt Stø tte
piller i vo r nationale B evidsthed.
Ikke mindst hos Ung
dommen, hvilken han i flere Slæ gtled bibragte en sund og
ædel Følelsesretn in g, Fæ d relan dskæ rligh ed , Æ rb ø d igh ed for
T ro og T raditio n i dens kritiske O vergangstid, der modtager
Indtryk a f skjæ bnesvanger Indflydelse for hele L iv e t; og
Ungdommen og F o lk et, som er det vanskeligste Publikum
\