230 / 260
209
han læ ste dem for m ig, efterhaanden som de bleve til. N aar
jeg rettede ham, blev han aldrig vranten eller «m opsig», ikke
engang, naar jeg begyndte at modsige ham i N em esis’ en.
Han sagde da i R eglen sagtm odig: «D et har De maaske
R et i.» O g hans kjæ rlige og trofaste Sø ster Ragnhild nikkede
saa m ildt dertil. Saaledes blev det ved i en Ræ k ke a f A ar.
V i g ik og diskuterede i Fred erik sb erg H ave og sad i
Solen.
« Ja , N em esistanken virkede mildnende paa hans U ng
doms K rigersin d ,» sagde E tlar smilende.
«V ar det Tanken
om G jengjæ ldelse, eller en v irk elig T ran g til at forsone,
hvad han maatte have forbrudt?
Han kom ogsaa ud til
mig i F red erik sb erg A llee og udviklede sin nye Theori,
rakte m ig H aanden og spurgte om vi skulde væ re Venner
Maaske vilde han forsone Ungdommens K o rsaran greb .»
«G oldschm idt var m ig i flere Henseender til stor G læ de,»
vedblev M oines, «men jeg m isbrugte ham vist ofte.
Je g
kunde have L y s t til at forsøge et historisk, større M aleri,»
sagde jeg en D ag ; «men jeg veed ikke, hvad det skulde
væ re.»
«D et er jo ganske uhyre nemt,» udbrød Goldschm idt.
« L ad m ig tæ nke lidt derover.
De skulde male den sidste
M akkabæ erinde, et deiligt Em ne, det skal væ re Herodes og
M arianne.
De husker, H erodes lod hendes hele Slæ gt ud
rydde.
Hun hadede ham, han truede med at tage hendes
L iv , hun behandlede ham med Fo ragt.
Saa lod han hende
dømme ved offentlig R e t, og en Ypperstepræ st oplæ ser Døds
dommen for hende; hun tilkaster ham et stolt B lik — seer
De ikke det H ele?
D et er herligt.
Han lader hende hen
rette; men saa syn ker han sammen, er heelt heiunter.
Sujettet greb m ig, altsaa, jeg malede et B illede derom,
>4