247 / 260
22b
Rum med N atteleier og udenfor dette en Fo rh al.
Men
hvilken F o rh a l!
Ingen K o n g e eier den skjøn nere: den
m ørkeblaa Himmel som H væ lvin g og en U dsigt mellem ned
styrtede K lip p eb lo k k e til et B jerg lan d skab , hvis
varm e
F a rv e r u afbrudt skifte. — Sn art g ik V eien op til F o lk e
festerne ved den hellige Antonios K ap el langs snevre, b u g
tende K lip p estier, mellem graa forvitred e Sten e, til pludselig
et rundt, skaldet B je rg kom tilsyn e, langs alle S id er om
g ivet a f dybe A fgrun de, og midt paa hvilket H elgenkapellet
reiste sig over prim itive U dsalgsboder, et eiendomm eligt F o r
lystelsessted, som ved sit Øde og Eensomhed, om kredset af
R o v fu g le , snarere syntes indviet til S o rg.
Da Fo raaret kom , og Solen brændte måttende langs
K ysten og Fisk ern e for svulm ende L atin erseil førte de F rem
mede ud o ver H avet mod de røde Ø er «San gu inæ ern e», da
fraraadede Landsmænd og Fastlan dsvenner den endnu svage
D igter at tilbringe Somm eren inde paa Ø en, som ofte hjem
søges a f F e b er og kun frem byder faa Bekvemm eligheder for
en Fremm ed.
« L e s m isérables!» udbrød Væ rtinden og rakte truende
sine knyttede Hænder mod H im len, da hun hørte dette
R a a d ; «les infâm es! oh, les p a yen s!»
En Tungefæ rdighed, der udelukkede al m ulig Forstaaelse,
en Strøm a f F o rsik rin g er om C o rsik as H erligheder og op-
høiede E gen skab er i Fo rb in delse med E tlars nye V ens, en
gammel Abbeds, O vertalelse bevæ gede ham til roligt at over-
som re oppe i B jergen e, isæ r da hans P u n g efter om talte
T ab ikke var rigeligt forsynet.
Præ sten Sim on y leiede nu en L ed igh ed , bestaaende af
en « S alo n » , to Væ relser og K jø k k en , for sine danske V en
ner ved V ico K loster, en D agsreise oppe mellem B jergene,