249 / 260
228
knuger D ig i denne K irk e , hvori Du seer og hører uden
at forstaae og blot har et intetsigende Su p erlativ til at ud
tryk k e, hvad Du føler.» —
Saaledes var C arit E tlars Stem ning paa R eisen op til
V ico.
M ørket faldt, og med dette kom en jæ vn, øsende
R egn .
Da de Fremm ede naaede V ico, skim tedes enkelte
L y s , hørtes R aab og S k rig , derefter g ik det endnu en halv
Tim es Vei over til K lo steret paa den anden Sid e a f Dalen.
De stege ud, K ufferten læ ssedes af, Vognen forsvandt,
en F ø lelse a f Forladthed greb dem, medens R egn en vedblev
at strømme, og Om ridsene a f et høit Huus dukkede frem
a f M ørket.
E n Kæm pe kom frem i Døren og viste V ei.
De arbeidede sig op ad en mørk T rappe gjennem Maisblade
og H øvlspaaner og stode om sider i « Salon en » .
Den viste
sig at væ re et langt, smalt Rum med sodede Væ gge, et
G u lv , der næppe havde kjendt Sæ b e eller Vand, en gabende,
sort Kam in, et B o rd og nogle Stole.
De saae fo rtvivled e paa hinanden, fik dæ kket et B ord
midt paa G u lvet, begreb kun, at de næste M orgen maatte
reise tilbage til C ivilisation en .
Næ ste M orgen, da Skoddern e aabnedes, lød et een-
stemm igt B eun dringsraab.
F ire forskjellige farverige B jerg
landskaber laae udstrakte for deres blændede B lik ved Husets
fire Fapader, K lip p er og D ale, den charakteristiske L an d sb y
V ico paa B jergskraan in gen, K losteret i dets K astan ieskov,
A lt laae sm ilende i det varm e S o llys.
«H er kan blive k o n geligt!» udbrød C arit E tlar. Hans
E n ergi fra B yggetid en i F red erik sb erg A llee vaagnede paany,
Murene kalkedes, G u lven e høvledes, Væggene beklædtes med
M alerskizzer, indfattede i Ramm er a f eviggrø n t L ø v , blom
strede K alicoforhæ ng for A rnegabet og over dette paa K a