256 / 260
235
K an Du erin d re, naar Du i Eensomhed og Stilhed en
Somm eraften pludselig hørte en Fu gls Sang, hvor da A lt
om kring D ig blot ved den E n es R ø st syntes at blive rigere,
at antage en dybere P o esi, en større Skjønhedsfylde? Saaledes
gik det dem.
Det blom strede og sang, medens den Ene
lyttede til den Andens O rd, de glem te Verden om kring sig.
De T o gik altid helst alene — »
N ei, det er sandt: D igterens store, trofaste,' danske
Hunde følge ham ogsaa altid — alle fire.
Der er en smuk Solnedgang bag Kæm pegraven.