140 / 307
skaarne ved Isgangen paa Floderne; træde disse i Eftersommeren over deres
Bredder, kan Vandet bortskylle lange Strækninger af Ledningerne, og da
Vejene ere opblødte, Floderne forvandlede til rivende Strømme, ere hurtige
Reparationer overordentlig vanskelige.
Hertil kommer andre Farer. Paa mange Miles Strækning gaar Linien
gennem de ufarbare Urskove, i hvilke man har maattet foretage Udskæringer
for at føre den igennem. Navnlig i Begyndelsen vare disse ikke brede
nok, saaledes at omstyrtende Træer hyppig faldt over paa Linien, knækkede
Pælene og sønderreve Traadene. Paa nogle Steder gaar Linien gennem saa
sumpede Terrainer, at Pælene, hvor dybt de end føres ned i Jordsmonnet,
ikke kunne faa den fornødne Fasthed; paa andre Steder bestaar Grunden
af granithaard Klippe, saa at Pælene maa støttes ved høje Stensætninger.
Paa atter andre Steder er det Befolkningen, der optræder som Fjende af
Telegraflinien, ikke fordi der næres nogen Uvilje mod denne, men af barn
agtig Lyst til at bruge Isolatorerne som Skive for Stenslyngning. Føjer man
hertil Skovbrande og Steppebrande, Ildebrande i de altid træbyggede Lands
byer, samt endelig Storme og Tordenvejr, der om Sommeren ere hyp
pige Gæster langs Wladiwostocklinien, saa vil man ikke kunne undre sig
over, at dennes Tilstand og Præstationer jævnlig gave Anledning til Anker
fra Selskabets Side og voldte den russiske Administration baade Besvær og
Bekymringer. Til disse maa ogsaa henregnes Umuligheden af at kontrolere
den rigtige og hensigtsmæssige Anvendelse af de store Beløb, der aarlig med-
gaa til Liniens Vedligeholdelse og Forbedring i saa fjerne og vanskeligt til
gængelige Egne, hvor Centraladministrationen i St. Petersborg faktisk maa
stole paa sine lokale Embedsmænd og disse atter paa de Entreprenører, til
hvem Liniebygningen er stykket ud paa de forskellige Strækninger.
I de første Aar havde Selskabet lidt vanskeligt ved med Kraft at gøre
Forestillinger imod Wladiwostockliniens mindre gode Tilstand; dels indsaa
det fuldt vel, hvor besværligt det var at holde den vedlige, dels og fornem
melig havde det ikke meget at lade den russiske Administration høre, eftersom
dets egne Kabler i Østasien lede af lignende Svagheder som Landlinierne,
om end af andre Aarsager. Men da det i 1876 havde forhandlet sin første
Konvention om Kablernes Dublering med Rusland (Afsnit VI), hvorved der
blev Udsigt til, at det selv inden føje Tid vilde kunne afhjælpe sit eget
Systems Skrøbeligheder, kunde det med langt større Styrke i St. Petersborg
tage Ordet for en grundig Forbedring af Wladiwostocklinien. Det var jo
nemlig øjensynligt, at alle de Foranstaltninger til Kabelforbindelsens Styrkelse,
som hin Konvention tilsigtede, vilde blive spildte og ufrugtbare, dersom de
russiske Landlinier ikke samtidig bleve forbedrede i et lignende Forhold.
Det lykkedes da ogsaa i 1876 at faa den russiske Regering til at samtykke i
—
124
—