218 / 307
Som en Følge af ovennævnte Beslutning blev Selskabets Takst mellem
Europa
og
Østasien
fra iste Januar 1876 forandret til 10 Francs
per Ord
i
Stedet for 150 Francs
per 20 Ords Telegram,
og fra iste Juni 1877 blev en
Ordtarif ogsaa indført for den
lokale
Trafik i Østasien. Denne Reform havde
naturligvis til Følge, at Telegrammernes Ordantal aftog meget betydeligt,
medens deres Antal forøgedes; den medførte ligeledes, at Benyttelsen af
Codesproget blev mere og mere almindelig — men den 10 Francs Ordtakst
var ogsaa beregnet herpaa.
Havde den tyske Administration end paa Konferencen i St. Petersborg
indskrænket sig til at antyde Retningen og Omfanget af sine Reformideer,
saa tog den i de nærmeste Aar derefter alvorligt fat paa disses Formulering
og Gennemførelse. Med den tilstundende internationale Konference i London
for Øje lod den allerede i 1877 gennem Bureauet i Bern tilstille alle Telegraf
administrationerne et Reformforslag, der ikke gik ud paa mindre end
med eet Slag at omstyrte Telegrafunionens traditionelle Principper og
at indføre et nyt Takseringssystem, der i visse Retninger var baseret paa Post
unionens Grundsætninger.
Forslaget gik i sine Hovedtræk ud paa, at der mellem alle Lande i
Europa skulde indføres en Takst per
Ord
i Stedet for per
20 Ords
Telegram,
og at Taksten mellem hvilke som helst to Lande skulde bestaa af en Grund
takst paa 50 Centimes
4-
en Takst af 20 Centimes for hvert Ord, Telegrammet
indeholdt. Den Administration, paa hvis Territorium Telegrammet var ind
leveret, skulde beholde hele den opkrævede Porto med Undtagelse af en
ringe Godtgørelse til Transitadministrationerne, nemlig 4 Centimes per Ord til
de store Stater og 2 Centimes per Ord til de smaa. For at anføre et Eks
empel: et Telegram mellem Rusland og Frankrig, der hidtil havde betalt en
Minimumsporto af 11 Francs, skulde i Fremtiden kun koste Francs 2.50, naar
det indeholdt 10 Ord, Francs 2.70, naar det indeholdt 11 Ord, Francs 4.50,
naar det indeholdt 20 Ord o. s. fr., og af denne Porto skulde Tyskland eller
den konkurrerende Kabellinie via Danmark kun oppebære henholdsvis 40, 44
og 80 Centimes i Stedet for som hidtil 3 Francs. Et større Bevis paa
Uegennytte fra Forslagsstillerens Side kan vanskeligt tænkes, men ej heller
kan der tænkes et mere ruinerende Forslag for Telegrafadministrationerne,
og da særlig for Kabelselskaberne, hvis Ledninger ere langt kostbarere end
Landlinierne, og som skulle forrente den private Kapital, der er anbragt i
Kablerne, medens Stats-Administrationerne ikke have saadanne Hensyn at tage.
Det er øjensynligt, at Selvopholdelsesdriften maatte bringe Store Nordiske og
de andre Kabelselskaber i Europa til at bekæmpe dette Forslag, og det
Samme blev Tilfældet med mange Stats-Administrationer, baade fordi de ikke
kunde gaa med til en saadan Formindskelse af deres Indtægter, og fordi de
—
202
—