140 / 449
122
F ø r s t e Afde l i ng*
De o v e r o r d n e d e M y n d i g h e d e r .
I. Tidsrummet før 1537.
§
18-
I n d l e d e n d e B e m æ r k n in g e r .
De Myndigheder, der raadede for Universitetet i denne Periode, vare
Paven, der fortrinsvis kan betegnes som dets øverste Tilsynsmand, og
Kongen, der fortrinsvis var dets øverste Skytsherre. Men efter Avtorisa-
tionen vides Paven selv aldrig at have blandet sig i Universitetets An
liggender, og ham kunne vi derfor lade uomtalt paa dette Sted, hvor
derimod maa erindres, at hans Tilsynsret øvedes ved en særegen
Embedsmand, Universitetets Kansler. Hvorledes Kongerne privilegerede
og funderede Universitetet, er tidligere om talt1). Lejlighedsvis øvede de
ogsaa deres Indflydelse paa dets Styrelse og Virksomhed dels ved at
foranledige Personer til selv at melde sig til Optagelse i det akademiske
Samfund, dels ved at foranledige Universitetet til at lade udgaa Kaldelse
til dem-).
Undertiden overværede end videre baade Kongen og
Prinserne de akademiske Ak ter3), ligesom Universitetet fejrede Fester
til Ære for Kongen saa vel som for Dronningen4); men i øvrigt er intet
videre at berette om Kongernes eget Forhold til Universitetet i dets
ældste T id , og heller ikke er der meget at sige om de af Kristian 1.
indsatte conservatores et judices, om hvilke vi derfor kun i Slutningen
skulle tilføje et Par Bemærkninger, medens Hovedæmnet for Omtalen i
denne Periode er den af Paven indsatte Embedsmand.
§
19
-
K a n s l e r . C o n s e r v a t o r e s e t j u d i c e s .
I.
K a n s le r e n . Ordet Kansler som Betegnelse for en akademisk
Myndighed skriver sig fra Paris, hvor Domkapitlets Kansler øvede Retten
til at meddele den saa kaldte licentia docendi eller Beføjelse til at op
træde som Lærer ved Universitetet. Om han fra først af har været i
Besiddelse af denne Ret eller først i Tidens Løb har erhvervet den, samt
hvornaar eventuelt det sidste er sket, lader sig ikke med Sikkerhed an
give; men i Almindelighed antages dog, at en slig Licens fra først af
ikke behøvedes. Til Bevis derpaa henvises i Almindelighed til Abælards
Historie, som imidlertid snarere turde vise, at der alt den Gang behø
vedes en kirkelig Tilladelse til at lære Teologi; thi efter Abælards eget
Sigende bebrejdedes det ham i Særdeleshed, at han paa egen Haand havde
givet sig i Færd med at lære den, og hans Bog om Treenigheden dom-
fældtes og brændtes af den rent formelle Grund, at den var publiceret
uden Kirkens T illadelse5). Derimod behøvedes ganske vist i Begyndelsen
') Ovfr. S. 43, 77—78; jfr. ogsaa om den af Kong Frederik I. paatænkte Over
dragelse af Graabrødrekloster til Universitetet: Rørdam: Kbhvn’s K. og-Kl. Tillæg
S. 188. — 2) Thura p. 36; Vinding p. 61. — 3) Thura p. 25. — Thura p. 30—31
Verlauff S. 21. — 5) Abælard: Historia calamitatum p. 8 og 33.