141 / 449
123
næppe nogen Tilladelse til overhovedet at optræde som Lærer, men den
blev først nødvendig i Tidens Lob. I et Brev til Ærkebispen af Eheims
synes Pave Alexander III. (1159—81) endnu at hævde Lærefriheden
over for de lokale Myndigheders Indgreb; men Lateran-Konciliet (1179)
forudsætter deres Eet til at meddele Tilladelsen ved kun at forbyde dem
vilkaarlig at nægte den samt lade sig betale for Meddelelsen x), et For
bud, som senere gjentagne Gange indskærpedes, men næppe lod sig over
holde, da Gebyrerne uden Tvivl vare en Hovedgrund til Fastholdelsen af
Licensens Nødvendighed. At Kansleren meddelte den, var en naturlig
Følge af, at han var den, der styrede Domskolen, som havde afgivet
Udgangs- og Tilknytningspunktet for Universitetets Dannelse; men han
meddelte den følgelig ogsaa fra først af kun som Organ for den lokale,
kirkelige Myndighed. Dette godtgjøres noksom ved, at i Begyndelsen for
uden Kansleren ogsaa Bispen selv licentierede; men en Forandring heri
skete, da Pave Gregor IX.s Bulle 1237 tillagde Kansleren en selvstændig
udelukkende Kompetence i den anførte Henseende*), og da Pave Nikolaus
i Aaret 1279 end videre bestemte, at de i Paris licentierede vare beretti
gede til at holde Forelæsninger over hele Kristenheden3), maatte Kans
leren siges at meddele Tilladelsen paa hele Kirkerigets Vegne.
En Ordning, svarende til den, der saaledes havde udviklet sig ved
Pariser Universitetet, blev dernæst af Paverne indført ved andre alt
bestaaende Universiteter, hvor Lærerne tidligere havde promoveret paa egen
Haand uden nogen kirkelig Avtorisation, saa som ved Bologna 1219 og ved
Oxford 1246 4). Bolognas Universitet havde indtil det nævnte Aar staaet
fuldstændigt uafhængigt af de kirkelige Myndigheder, hvad der finder sin
naturlige Forklaring i den Omstændighed, at det var grundlagt af Jurister,
hvis Lære ikke berørte Kirken saa nær, som de parisiske Filosoffers5).
Men i Aaiet 1219 udtalte Pave Honorius III. i en Bulle til Ærkedegnen
i Bologna6), at det oftere hændte samme Steds, at mindre lærde Personer
stedtes til Lærerhvervet (ad docendi regimen assumuntur), hvorved baade
Læieines Ære mindskedes, og Studenternes Fremskridt sinkedes. Derfor
maatte ingen mere stedes til at lære, forinden Ærkedegnen havde meddelt
Tilladelse dertil efter en forudgaaende omhyggelig Prøve.
I rigtig
Eikjendelse af, at de ikke kunde unddrage sig et kirkeligt Tilsyn, naar
ce vilde nyde kiikelig Anerkjendelse og kirkelige Privilegier, protesterede
Doktorerne heller ikke mod denne Foranstaltning, og en enkelt senere
Rejsning derimod i Aaret 1270 endte med deres hurtige og ubetingede
Underkastelse7).
s
&
&
i mr
^ an^øl^ e Hverv i Bologna var overdraget Ærkedegnen,
kaldtes han dog som Indehaver deraf efter Pariser Universitetets Forbillede
p 449—5oæ^ : i?Vnnri~Tr2 i 140~ 4 1-7~ *) Bulæus: III. p. 160—61. — 3) Bulæus: III.
P\' AriffflflPndp dit
t Histom et antiquitates Umversitatis Oxoniensis I. p. 94. —
Note d — 4
omtvistede Forhold til Skolen i Bologna se Savigny III. S. 205
— 7) Sarti- TT n 41
ni
u J T t a QC gymnars1n Bononiensis professoribus I. 2.
p.
59.
)
barti. 11.
p.
41 og 106, jfr. Savigny: III. S. 229.