158 / 449
140
i andre Forhold, ville vi ikke bestride og med Taknemmelighed mindes ham
som den, der skjænkede Hejskolen det første Legat efter Gjenoprettelsen;
men paa den anden Side er det vist, at han ikke synes at have taget sig
sit Kanslerhverv synderlig nær, i det han aldrig selv tog Initiativet, men
kun optraadte, naar Universitetet ved enkelte Lejligheder selv paakaldte
hans Mellemkomst. Saaledes mødte han personlig ved den tidligere om
talte Lejlighed, da Universitetets Foged saa grovelig havde fornærmet
dets Rektor, for at hævde Anstaltens Værdighed1) og paabød ligeledes
Dr. Erasm. Lætus at nedlægge Rektoratet paa Grund af de mange
Klager, der vare fremførte over hans Besørgelse deraf2).
En enkelt
Gang har han derhos skriftlig meddelt Professorerne sine gode Raad i et
økonomisk Anliggende3), men i øvrigt beretter Historien kun den mindre
rosværdige Kjendsgjerning, at han bevægede dem til at sælge sig af
Universitetets Jordegods4).
Om Niels Kaas’s Virksomhed som Kansler er heller ikke meget at
sige.
En enkelt Gang optræder han vel med megen Højtidelighed i
Konsistorium og holder en kraftig Tiltale til Professorerne, men det be
rettes udtrykkelig at være sket nomine serenissimi principis Ghristiani IV.,
electi reg is5). For øvrigt lod han gjærne Peder Oxe staa for Styret at
de akademiske Anliggender6), og de eneste selvstændige Myndigheds
øvelser, hvorom Vidnesbyrd foreligge, ere Resolutioner angaaende ledige
Professoraters Besæ ttelse7) og et Lofte til en Student paa det først
ledigblivende Stipendium8) samt en Approbation paa Salg af en Strimmel
Kjøbstadjord9).
Under den efterfølgende Kansler Kristian Friis til Borreby indtraadte
derimod en meget betydningsfuld Forandring, i Følge hvilken Kansler
hvervet kom til at spille en ganske anden Rolle end tidligere. Oprindel
sen til denne Forandring er ikke at søge i et ensidigt Magtsprog fra
Kanslerens Side, men den indtraadte tvært imod med Professorernes egen
gode Vilje. Ved Fundatsens oven for anførte Ord vare nemlig Rektor og
Dekanerne, i Stedet for hvilke Retsbrugen satte Konsistorium, anviste paa
at indbringe enhver Sag, som de ikke selv kunde magte, for Kansleren;
men ved at følge denne Anvisning og lytte til Kanslerens Raad handlede
de selvfølgelig ogsaa paa hans frem for paa deres eget An- og Tilsvar.
Denne Kjendsgjerning maatte afføde en ikke ringe Fristelse til at raad-
spørge Kansleren i en hvilken som helst Sag, der ikke var ganske simpel
og ligefrem, forudsat blot, at Hs. Excellence ikke selv frabad sig deslige
Henvendelser; og hændtes det da, at Kansleren var en Mand som Kristian
Friis til Borreby, der ikke blot var i Besiddelse af en grundig viden
skabelig Dannelse, saa at han havde Interesse for Højskolen, men ogsaa
glædedes ved at øve Magt og Myndighed, undlode Professorerne ikke at
L A. C. 1563 i Kirkeh. Saml. III. S. 9—1 1. — 2) Rørdam II. S. 471. —
3) Rørdam IV. S. 64. — 4) Rørdam II. S. 51. — 5) Kirkeh. Saml. VII. S. 66—67.
— G) Jfr. S. 138. — 7) Rørdam IV. S. 365, 393. — 8) Kirkeh. Saml. VII. S. 64. —
9) Rørdam IV. S. 319.