208 / 449
190
maatte Rektor ikke iværksætte dem uden efter forudgaaende Raadførsel
med Dekanerne, og en Indkaldelse „per juramentum“ 4) maatte under
ingen Omstændigheder ske, naar ikke i det mindste to Dekaner havde
samtykket deri, med mindre et særlig paatrængende Tilfælde forelaa.
Forsamlingerne skulde holdes paa bestemte, forud fastsatte, rolige,
rummelige og passende Steder, i Særdeleshed i Kirker.
Indvarslingen
dertil foregik paa den Maade, at Rektor senest Dagen i Forvejen gjennem
en Pedel tilstillede samtlige Dekaner en Tilsigelse til Møde med Opgi
velse af et bestemt Klokkeslæt og samtidig dermed en skriftlig Angivelse
af Forhandlingsæmnerne (articuli), med mindre Tilfældets Paatrængenhed
efter Rektors Skjøn var til Hinder derfor.
Derefter lod Dekanen T il
sigelsen gaa videre til samtlige hvert enkelt Fakultets adgangsberettigede
Medlemmer. Mødte noget af disse for sent, eller udeblev det ganske uden
lovligt Forfald, ifaldt det en Mulkt af 3 Sk. til Rektor og Universitetet2).
Forretningsordenens Forskrifter bestemte, at Forsamlingen skulde
aabnes, saa snart blot tre Fakulteter vare repræsenterede. Rektor frem
satte Forhandlingsæmnerne3), og derefter trak hvert Fakultet sig tilbage
til sit for at overveje Sagen. Til at udgjøre et Fakultet udkrævedes
mindst to Medlemmer. Det ene af disse maatte derhos fyldestgjøre de
ovennævnte Betingelser for at kunne være en egentlig Repræsentant for
Faku ltetet; men mødte kun et enkelt Medlem, om end det var en virke
lig Repræsentant, eller flere Medlemmer, af hvilke ingen var det, maatte
de slutte sig til et andet Fakultet for at tage Del i dets Raadslagning.
Naar denne var endt, refererede Dekanerne in pleno, saaledes at den arti
stiske Dekan begyndte, og den teologiske sluttede; og efter at Referatet
var endt, paahvilede det Rektor i Henhold til den større og f o r n u f t i g e r e
Dels Overvejelse at beslutte, hvad der burde gjøres.
Det er klart, at disse Bestemmelser ere ganske ejendommelige.
Fakulteternes Medlemmer votere ikke, men deliberere, Dekanerne votere
heller ikke, men referere, og paa Grundlag af disse Referater konkluderer
endelig Rektor, som saaledes har et ulige selvstændigere og betydnings
fuldere Hverv end en simpel Formand, der nøjes med at tælle Stemmerne
og proklamere Udfaldet. Grunden hertil er aabenbart den, at Statutterne,
saa vidt muligt, have villet afværge Udseendet af, at et enkelt Fakultet
skulde nødes til at underkaste sig de øvriges vota, og derved atter, saa vidt
muligt, tilstoppe en Hovedkilde til Stridigheder og Misforstaaelser mellem
fakulteterne. Statutternes Frygt for deslige indre Tvistigheder fremgaar
ogsaa saa vel af Forbuddet mod deres Opvækkelse som af Forskrifterne
om deres Bilæggelse4).
Universitets-Forsamlingen havde den højeste Myndighed i alle Univer-
titetets Anliggender, blot med de Indskrænkninger, som fulgte af Univer
sitetets Stiftelsesbrev og Statutter, hvilke Forsamlingen ikke paa egen
0 Ovfr. S. 74, jfr. Bianco: Anlagen S. 62: convocet onmes magistros tam
regentes quam non regentes per eorum juramenta. — 2) Art. 12. Ovfr. S. 73. —
3) Artt. 5 og 13. — 4) Artt. 2 1—23.