586 / 651
562
Frederik den Sjette som Kronprins.
eller for den H istorie, Folket ud af sit Instinkt skriver selv, vil
det være enkelte iøjnefaldende Træk, enten i Handling eller
Karakter, der bestemme Skikkelsen, saaledes som den over
leveres til Efterverdenen. Og Folket saa i Frederik den Sjette
den Mand, der havde frigjort Landets talrigste Befolkningsklasse
og givet den en menneskeværdig Tilværelse, og der Aartier igen
nem havde Fred i sine Lande, medens hele den øvrige Verden
førte Krig, en Fred , hvor Agerbrug, Handel og Industri blom
strede frodigt, hvor gode og grundlæggende Love skabtes for
Vareomsætningen, for R etsvæ sen , for Fattig- og Skolevæsen,
hvor Institutioner dannedes for Samfundets Stedbørn, ja , hvor
selv Negrene i det Fjærne unddroges det Køb og Salg, der be
handlede Mennesker som Umælende. Og var det end ikke ham,
men hans Raadgivere og Ministre, der skaffede Landet Fred og
førte alle disse Sager ud i L ivet, hvem turde da sige, om en
anden Regent havde taget disse Mænd op i Landets Styrelse,
og fremfor A lt: knytter Folket sin Taknemlighed til General
stabschefen eller til den General, der vandt Slaget?
Intet Under da, at et Folk som det danske, elskende det
bramfri og det jæ vn e, ogsaa elskede Frederik den S jette, der
var jævn og tarvelig som Folket og dets Vaner; intet Under, at
et Folk, der var lidet vant til kronede Genier, ikke savnede det
geniale, der maaske kunde være godt for fremmede Nationer
og længst henfarne Tider, men som Aarhundreders og Aarhun-
dreders Historie Intet meldte om for den danske Stats Fyrster;
intet Under, at et Folk, som havde jublet over Konger, for
drukne og perverse, men blot med et godlidende Væ sen, saa
med sand Henrykkelse op til en R egen t, hvis Liv ikke var
mindre agtbart end F lertallets, og der havde udrettet større
T ing end nogen Konge i hans Stamme før ham.
Derfor skulde der have hørt saare meget til, om Folket
havde vendt sig fra ham eller endog imod ham i Krigens Tid..
Selv om denne eller hin gav sin Sorg eller Vrede Luft i for
nærmende eller bitre Ord, var man dog i Reglen enig om , at
Skylden ikke laa, ikke kunde ligge hos ham, men hos de Mænd,
der havde hans Tillid, de „røde Fjer“ , Adjudanterne, der om
gav ham. Man syntes ilde om , at disse Mænd dannede hans