590 / 651
566
Kongens personlige Indgreb og Styrelse.
allerunderdanigste Forestillinger, og paa Grund al Resolutioner,
der gik stik imod enstemmige Udtalelser fra vedkommende
Autoriteter, med Hensyn til hvad der var Lov og Ret, Sædvane
og Billighed i de paagældende T ilfæ ld e1).
Nogen formel Forandring i dette indre statsretlige Forhold
skete ikke, før Reskriptet af 29. April 1814 bestem te, at alle
Sager fremtidig skulde forelægges i Gehejm estatsraadet, hvor
Kollegiernes Forestillinger vare at fremlægge af Kollegiecheferne,
som skulde sam les to Gange ugentlig. Men allerede i Slutningen
af 1813 havde Kongen Statsraadsmøde, første Gang i de mange
og lange Krigsaar. Aaret 1813 var rigere paa Skuffelser end
noget andet. Den Tilslutning til England, der var forsøgt i Be
gyndelsen af Aaret, var m islykket, og den Reorganisation af
Finanserne, man havde ventet sig al Forordningen af o. Januai,
var saa langtfra indtraadt, at en ny Bankerot var at frygte.
Kongens Tillid til de tidligere Ministre var efterhaanden veget.
*) Vi have i nærværende Skrifts anden Bog haft Lejlighed til at Iremhæve
en Række af Tilfælde, hvor Kongen gik imod sine Kollegier eller endog
gav dem skarpe Tilrettevisninger. Vi skulle tilføje et enkelt af helt
upolitisk Art, men hvor Kongens personlige Vilje endog paa en uhyggelig
Maade gjorde sig gældende. En Tjenestepige havde stukket et Bain,
hun havde Tilsyn med, en Kniv i Halsen, saa det var død, og Højesteret
havde ikendt Pigen Livsstraf. Det syntes imidlertid af Sagens For
historie at fremgaa, at Pigen hverken havde handlet af Egennytte eller
Hævngerrighed, men snarest var noget sindsforvirret. Som Følge deraf
anbefaledes hun enstemmig af Højesteret og indstilledes selvfølgelig
derefter ogsaa af Kancelliet til Benaadning paa Livet (Forestill, af 4. Apiil
1809). Kongen befalede Exekutionens Fuldførelse (Res. af 8. April).
Det meningsløse ved det stærkt personlige Regimente falder endnu
mere i Øjnene ved den grænseløse Masse af Smaasager, der eftei Da
tidens Statsskik skulde til den .øverste Statsmyndigheds Afgørelse. Og
det faldt ganske i Kongens Smag at have selv med de mindste Detaljei
at gøre, hvad der vidner om en prisværdig Arbejdsomhed, men maatte
have været til Skade for de virkelige Statsforretninger, selv om en Konge
af større aandelig Lødighed end Frederik den Sjette havde beklædt
Tronen. Som en Undtagelse, der bekræfter Reglen, skal anføres et
lille Reskript fra et af de mest kritiske Tidspunkter i Datidens skæbne
svangre Historie. Under 24. Februar 1813 reskriberede Kongen til „Vort
danske Kancelli“: „Den i Skielskiør ledigtværende Politibetientpost kan
for denne Gang af Cancelliet selv besættes. — Frederik R.“