585 / 651
Det danske Folks Royalisme,
561
saa mod selve Kongen, da har det været i Begyndelsen af Aaret
1814, lige før og lige efter den Katastrofe, hvorved Broderriget
bortamputeredes x).
Vi udtalte ovenfor, at Folket ikke kendte og ikke kunde
kende Begivenhedernes nøjere Sammenhæng, og at det forsaa-
vidt var meget rimeligt, at det bar Ulykkerne uden at vende
sig mod Kongen, der dog var den ene Ansvarlige. Men Aar-
sagen hertil var naturligvis ikke et roligt Overlæg fra Befolk
ningens Side, men den nedarvede, dybtliggende Loyalitetsfølelse.
Kongen var Bureaukratiets Spids, Hærens Herre, Borgernes For
syn. Intet kan lignes med den Kultus, der var drevet med de
danske Enevoldskonger. Man var vant til i de forgangne halv
andet Aarhundrede at gøre Landets Konger til Halvguder, og
jo mere man hævede dem mod Skyerne, des mere næsegrus
kastede man sig selv i sin devote Dyrkelse. Saaledes var det
gaaet fra Slægt til Slægt overfor tvivlsom t duelige og utvivlsomt
uduelige Regenter — skulde man da nu kunne rydde denne
Følelse op med Rode overfor en Konge som Frederik den Sjette!
Man glemme ikke, hvem han var. Han var den ulykkelige,
romantiske Caroline Mathildes Søn, opdragen i Haardhed, frelst
fra Vanrøgt, kendt som den, der, ligefrem i sit Væsen, vilde
Menigmands Vel, Alles R et, Statens Lykke.
Hvad Historien
end senere kan have at fortælle om Frederik den Sjettes Karakter,
hans Person, hans Regering fra den T id, Ulykkerne brød ind,
saameget er vist, at i det Fjerdedelsaarhundrede, han var Regent
uden at være Konge, staar han som en af Danmarks betyde
ligste Fyrster. Man kan skrive Historie paa mange Maader,
man kan tegne de historiske Personers Portræt, prøve Hjerter
og Nyrer, undersøge hver Hudfold, men for den folkelige Historie
b Jfr. Historisk Tidsskrift. 4. R. II. Pg. 80. Noten. — Af Grundt vi gs
„Helligtrekongerlyset“ (Kblivn. 1814), et i flere Henseender mærkeligt
lille Skrift, vil man se, dels at der i Begyndelsen af Aaret 1814 var en
Bevægelse i Studenterkrese, hvor man tilbød sin frivillige Tjeneste i
Kamp for Statens udelte Bestaaen, men at en Henvendelse til Kongen
desangaaende fik et undvigende Svar, dels at der var en Kritik oppe
mod Kongen, som ingenlunde var af godartet Karakter, men at paa den
anden Side Grundtvig selv i begejstrede Ord udtalte sin Hyldest for Kong
Frederik den Sjette som den fortræffeligste af Alverdens Regenter.
Rubin: 1807-14.
36