587 / 651
Frederik den Sjette som Konge.
563
Regering, men paa den anden Side — var der noget Navn,
man havde nogen Tillid til, og som man mente var stødt til
side, nogen Person, der kunde have ledet Tingene bedre? Kun
Faa vidste nøje Besked med, at, Frederik den Sjette ved at fast
holde sin Enevælde forskærtsede store Chancer for R iget og
hele Norden, da Sverigs Krone var paa hans Haand. Og vel
var man misfornøjet med, at han baade dengang og senere var
en stovtere Mand til at holde paa sin Værdighed som Enevælds
konge og som Arméchef paa Fæ llederne, end til for Alvor at
værge denne Værdighed og føre sine Hære frem i rette Tid,
eller iøvrigt tage de Forholdsregler, Omstændighederne krævede;
men kunde end sligt en Tid forringe hans Popularitet og bringe
Bevægelse i S indene, havde man dog for liden Mening baade
om, hvad der stod paa Spil, og hvad der kunde være gjort, til
at Uviljen kunde faa varig Overhaand. Fremfor alt, man saa
ikke, eller man vilde knapt se, at medens den store Mand
voxer under Faren, var her det modsatte Tilfældet. Frederik
den Sjettes Smaalighecl, Rethaveri, Bornerthed, Selvraadighed,
Uforstand og Lunefuldhed, Egenskaber, der saa ofte op
træde engt samm enkædede, og som da komme des grellere
frem, jo vanskeligere Forholdene ere, jo højere Personen er
stillet, jo mere han har at raade og styre for — Alt dette
blev Stat og Folk til ubodelig Skade. Men Mange vidste Intet,
de Fleste kun Lidet, og de Enkelte, der kunde vide fuld Be
sked, gjorde sig ikke Sagen klar eller kom i hvert Fald ikke
offentlig frem med deres Mening.
Selv i Krigens værste Tid hyldede Offentligheden Kongen
som en hjemvendende Sejrherre og gav ham guddommelige
Navne: „Vor Balder — Sjette Frederik har skænket sin anden
Datter et Universitet“ , hedder det, da Norges Universitet var
bleven op rettet1). Naar Kongen kom til Byen efter nogen Tids
Fraværelse, skete det i stort og pragtfuldt Optog, og da Dron
ningen i Aaret, 1809 ankom til Staden, foranstaltedes en Illumi-
J) Penia. 1811. Pg. 369. I en Note føjes forklarende til: „Nordens Gud
Balder var et Sindbillede paa Sjælegodhed. Han skinnede saa klart, at
man kaldte de hvideste Blomster Balders Øjenbryne.“
36*