136 / 180
dog nu som forhen Fagprøven i Stand til at samle næsten
alle Haandværkerstemmer om sig.
Mesterprøven havde hidtil været det afgørende Bevis for,
at man var virkelig Haandværker, det var Garantien udad
mod Publikum og indad mod Lavet selv, for at man kunde
noget. Den Rest af Fagprøver, der blev tilbage ved Bestem
melsen i Næringslovens § 27 0111 frivillige Duelighedsprøver,
lod man da ogsaa i høj Grad haant om. Den kunde være
god nok for Drenge, men sømmede sig ikke for Mestre.
Saa overbevist var den datidige Haandværkerstand om Nød
vendigheden af en Mesterprøve, at der indenfor mange Lav
blev gjort Forsøg paa at bibeholde den ad frivillig Vej. Kun
herved mente man overfor Offentligheden tydeligt at kunne
vise, at der ingen Fuskeri var med i Spillet. Det var den
eneste Maade at holde Stien ren paa; Mesterprøven vilde
for Fremtiden komme til at staa som et Vidnesbyrd 0111 en
højere Rang overfor den Flok Bønhaser, der nu vilde fare
hærgende ind over Flaandværkets Enemærker.
Om end man vel var vidende om, at Lavets Bestaaen
var en frivillig Sag, og at man kunde indrette sig, som man
vilde, efter at Næringsloven var traadt i Kraft, var dog den
Tanke, at Lavet nu kun kom til at hvile paa Grundlovens
almindelige Bestemmelse om Forenings-Retten, for Haand-
værkeren af den gamle Skole en urimelig Ide.
Man levede
sig efterhaanden mere og mere ind i den Forestilling, at
Lavsvæsenet vedblev at bestaa med de Forandringer, som
Næringsloven medførte.
Det gjaldt derfor blot om at flikke saa godt som muligt
9
— 129 —