56 / 180
Og denne Følelse respekteredes ogsaa af Mestrene, der
fra deres egen Svendetid havde bevaret ikke saa lidt af den
zünftige Natur i sig.
Da Mester
Mathias Bock
en Gang (1738) lod sig henrive
til at sige om en Soldat, som han brugte til at rive sine Far
ver, at han holdt ham lige saa god som en Svend, da dømte
Lavet ham til en Bøde paa 4 Dir. »for sin uanstændige Tale
til Svendene.«
Og Mestrene gav ogsaa Svendene Medhold, naar de
vægrede sig ved at optage ikke-zünftige Elementer indenfor
deres Rækker.
Da der saaledes i 1751 kom en Malersvend fra Danzig,
der havde udlært hos sin udenfor det derværende Lav staaende
Fader, nægtede Svendene at »anerkende ham for gyldig«.
Vedkommende Svend havde ikke udlært paa rette Maade.
Vilde han regnes for god, maatte han finde sig i at staa 3/4
Aar i Forbund, hvilken Skæbne den Danziger Svend da ogsaa
underkastede sig.
. Og dette Tilfælde er ikke enestaaende. Der findes flere
af samme Slags, og lige til sidst i Aarhundredet faar Sven
dene Ret1).
Flvor solidarisk Svendene stod, og med hvilken Iver de
holdt paa, at der overalt fulgtes fælles Regler, i Indland som
i Udland, leverer Malersvendene et morsomt Eksempel paa.
I Hamburg, Lübeck og Danzig havde der ved de der-
’) Det var for at undgaa denne Skæbne for deres Udlærlinge, at talrige
Mestre i Provinserne, hvor I?av ikke fandtes, lod sig optage i Lavet i
Kjøbenhavn.
—
49
—
4