393 / 594
De n ye B o d er i A aren e om k rin g 169 0
383
den mellem nogle Maanedsmatroser og Tøjhusfolket an
gik nogle uskyldige Beskøjter. En Karl og hans Kamme
rat gik i god Forstaaelse en Aften i Borgergade paa Hjem
vejen til Nyboder; de var beskænkede, kun meget lidt,
men dog saa meget, at de talte baade lidt Fransk og E n
gelsk. I en Gadedør staar en Karl, som med et Skælds
ord tilraaber dem: »Kan I intet bedre Fransk, saa maa
I gaa hen og lære bedre!« Den ene Kammerat returnerer
Skældsordet og erklærer: »Vi tjener Kongen for brave
Karle!« Dette var tilstrækkeligt til, at de to fandt sig
omringede af flere tililende og snart efter laa i Rende
stenen, hvor de fik »umanerlige Hug«. Men det lykkedes
dem at rejse sig og fortsætte Kampen med vekslende Held,
indtil Vagten fra Amalienborg viste sig og arresterede de
vrede Kæmper.
Nyboder delte naturligvis Samtidens Overtro. Saa-
ledes den Overtro, at Fingeren af en henrettet, anbragt i
Ølankeret, vilde gøre Øllet mere indbringende. En Baads-
mand med samme Anskuelse vilde dog ikke nøjes med en
Finger, men rev Tungen ud af en hængt Mand paa »Ju
stitspladsen« udenfor Vesterport. Tungen vilde han sælge
til en Kroerske (kvindelig Øltapper), og maaske for at
skjule sit Rov eller gøre det end mere virkende, lagde han
det grufulde Stykke ind i sin egen Mund; da han der
næst tabte det, blev han ganske ude af sig selv. Han kom
i Jærn paa Livstid, men ansøgte dog om Løsladelse efter
syv Aars Forløb. En Skippers Kone i Nyboder, Mag-
dalene, havde, medens nogle hentede Ild hos hende, mi
stet en Lammefjerding, en Nattrøje og et Forklæde, som
hun mente, ved Tyveri. En Veninde Gundel raadede
hende til at bruge Kunster for at opdage de skyldige. Der
blev derfor hos Naboen laant et Sold — der for at virke
maatte være Arvegods — og en Bog. En Saks blev sat
fast i Soldets ene Side; en af de tilstedeværende maatte
tage Bogen under Armen, og alle satte de en Finger paa