12
ROLLUF HOOGKERCK
eller andre Varer, som til samme Værks Fornødenhed
behøves at indføre«. Det var et meget snildt Træk, ti
idet han herved gav Staten Udsigt til en Indtægt, fik
han den uvilkaarligt over paa sin Side, gjorde den til
sin Allierede i Stormløbet mod de Eneberettigede. De
to andre Syderier havde Toldfrihed overfor alle de Raa-
materialer, de behøvede fra Udlandet. Men kunde
Hoogkerck bestaa uden denne Begunstigelse, maatte og-
saa de andre kunne betale den paagjældende Told, saa-
ledes som det ogsaa senere (fra 1704) blev bestemt.
Under 3. Janua r 1702 fik Hoogkerck det ønskede Privi
legium, hvori der udtrykkeligt stod, at hans Sæbesyderi
skulde betale den tilbudte Told.
Hoogkerck var imidlertid ingen formuende Mand.
Han kunde ikke ved egne Midler rejse det nye Sæbe
syderi paa Kristianshavn. Privilegiet lød derfor ogsaa
paa ham »og Interessenter«, hvad der senere kom til
at spille en Rolle, og som Interessenter indtraadte Urte
kræmmer Hans Bochmann og — i alt Fald for en Tid
— en D. Klevenow. I teknisk Henseende bares Fore
tagendet imidlertid udelukkende af Hoogkerck, han for
pligtede sig til som Sæbemester ved Værket at forblive,
saa længe Gud gav ham Liv og Helbred. Og Værket
trivedes, ja saa godt gik det, at Hoogkerck gjærne vilde
have det for sig selv. Da Hans Bochmann døde — for
mentlig i 1717 — søgte han derfor, vistnok vel ivrigt at
trænge Enken ud af Interessentskabet. Han anmassede
sig Direktionen, hedder det, var selvraadig og uvillig
overfor sin Medinteressent; det sagdes bl. A., at han ikke
vilde lade hende bekomme saa megen Sæbe fra det Værk,
hun var Medejer af, som hun til sin Krambod og sin