FredensMolle

ROLLUF HOOGKERCK

i en Skrivelse til Rentekammeret. Oliemøller, hedder

det, »haver altid været anset som en Basis for Sæbe-

syderiet, og endskjondt deres Indrettelse er det kostba

reste og m indst profitable for Interessenterne selv, har

det dog stedse været holdt saa tjenligt for Publico, at

det som en uadskillelig Byrde er paalagt dem, som no

get Sæbesyderi vilde indrette«. Det var Kollegiets hele

industrielle System, det gjaldt. »Skal der indrettes Ma

nufakturer til et Lands Opkomst, bor der fornemlig

haves Henseende til, at ikke de Materialier, som i Lan

det kan forarbejdes, andensteds fra gjorte indføres, men

at alene de raa Sorter som Frø ved Oliemøllen hidfor-

skrives, for Olien selv her at lade slaa«. Der maatte træ

des bestemt op, ti Hoogkerck havde paany brugt sit

Spil fra 1701 og peget paa en eventuel Forøgelse af

Kongens Indtægter gjennem Tolden. I sin Ansøgning

havde han gjort gjældende, at Tolden og Konsumptionen

af en Ahme (c. 160 Potter) Olie, der efter Forordningen

af 22. November 1704 for en Sæbesyder var 2 Rdl., ind

bragte næsten det Dobbelte mod Tolden paa det tilsva

rende Kvantum F rø ; en Læst F rø , hvoraf der kunde

slaas mindst tre Ahmer Olie, indbragte nemlig i Told

og Konsumption kun 19 Mk. 12% Sk. Men Hoogkerck

blev her tvungen til at tage Reb i Sejlene. I en ny Skri

velse af 30. November erklærer han, at det »aldrig har

vaaren mine Tanker andet end at bygge en Oliemølle«,

det Eneste, han ønsker, er at faa indtil tre Aars Udsæt

telse med dens Opførelse, Tiderne vare for dyre, han

følte den nordiske Krigs Tryk.

Disse Forhandlinger blev naturligvis ingen Hemme

lighed. At de førtes, sivede ud til de to bestaaende