116 / 398
Stor Foredragsrejse
109
mel, en ung Verdensdames Holdning og Væsen. Men der
var i hende en saa stærk og poetisk Fædrelandsfølelse, som
jeg endnu ikke havde mødt, og i Forening med den et Mod og
en Karakterkraft, som stillede mig forgangne Tiders polske
Heroiner levende for Øje. Uvilkaarligt saa jeg i de sjældne
menneskelige Egenskaber, den Fasthed og det Højsind, hvoraf
jeg overraskedes hos hende, udmærkede polske Grundegen
skaber, og jeg blev allerede ved mit andet Besøg i Polen
smerteligt skuffet, da jeg ikke kunde lukke Øjnene for, at
ogsaa Smaalighed og Letfærdighed trivedes yppigt i det
Samfund, jeg fra først af kun havde set i Glansen af ypper
lig Fortidsbedrift.
Dog saaledes er jo Menneskelivet beskaffent: det kom
mer mindre an paa, om de Indtryk og Følelser, der til en
vis Tid betager os, er trofaste Aftryk af den os omgivende
Virkelighed end om de har og faar udviklende Betydning
for os selv. Vi skaber os de aandelige Forbundsfæller og
Venner, som vi har nødig, omskaber de virkelige Mennesker
og Forhold til det, hvortil vi trænger, udslynger (saa vi
møder det udenfor os) det, der var i os selv som Behov,
som ubevidst Vilje, som netop da gennembrydende Tendens
i vort Indre.
12
Der havde hidtil været to af hinanden tilsyneladende
uafhængige Grundstrømninger i mit Sind, først den men
neskelige Medfølelse med dem, der havde det ondt, den,
jeg først havde fornummet i mig som ganske ung Student
og der var vedbleven at rinde i mit Sind som et under
jordisk Væld af social Sympati, dernæst den Strøm af Be
gejstring for Tankens Frihed, der var brudt frem hos mig,
efterat mine tidligste Studier og filosofisk-religiøse Grublerier
var udmundede i Selvtillid og Handlelyst.