111 / 398
104
Stor Foredragsrejse
et andet Manuskript af Drachmann.
Jeg
lovedeat læse detog at bringe
det, hvis det kunde bruges.
De
kom hertil; jeg bragte ganske uden Bagtanke Talen paa D.; om
hans Konflikt med Dem vidste jeg intet. Den Dag, De rejste fra Wien
(3dje Februar), fik jeg fra en flygtig Bekendt i Kjøbenhavn,som ikke er
Skribent og som i Parentes bemærket er en politisk Modstanderaf Dem,
det Spørgsmaal: „Er det sandt, at Brandes i Wien har haanet Danmark
og er falden igennem?“ Samtidig skrev den samme Mand mig følgende:
„Nu er jo ogsaa Drachmann i Østerrig. Det er den ivrigste Antisemit, som
vi har i Danmark“. Jeg svarte Manden paa Spørgsmaalet angaaende Dem:
„Nej, begge Dele er Løgn!“ om Drachmann tav jeg.
Otte Dage efter kom Poestion til mig og spurgte om D.s Arbejde
var antaget. Jeg svarte „Nej! jeg har læst det, men det passer ikke for
mit Blad“, hvad der ogsaa var den rene Sandhed. Derpaa bemærkede
han, at det vilde krænke D.; den
N ye Illustrerede Tidende
var et anset
Blad; D. havde knyttet Forhaabninger til denne Forbindelse etc. Jeg sagde
„Som D.s Retning er, undrer det mig i Grunden, at han overhovedet
søger Medarbejderskab ved et Blad, som
ledesaf
Moschko’s
Forfatter. —
— Hertil bemærkede Poestion: „De tror
at D. er Antisemit?Det er ikke
sandt; det kan kun Brandes have fortalt“. — Jeg svarte: „Han er Anti
semit; jeg har erfaret det af et Brev fra Kjøbenhavn“ og citerede ham
hint Brevsted Ord for Ord. Poestion sagde meget naivt dertil: „Nu, en
Antisemit er D. ikke; han siger kun, at Jøderne er en Ulykke for Folket“.
— Jeg svarte: „Netop i Danmark har Jøderne i højeste Grad stræbt
at assimilere sig. Desuden ved jeg af egen Erfaring, hvor begejstret
Jøder er traadt i Skranken for D. Det er altsaa ovenikøbet en personlig
Utaknemmelighed af ham.“ Hvortil Poestion sagde: „Ja en
Karakter
er
D. ganske vist ikke. Om hans egen Kone ved jeg, at hun misbilliger
hans nuværende Retning og hans Frafald fra Brandes“. Derefter faldt
Talen paa andre Ting, og først til Slutning sagde Poestion til mig: „Jeg
vil ikke sige D. noget om, at De ved, han er Antisemit“, hvortil jeg
nikkede . . .
Som De ser, har jeg ikke sagt Poestion en Stavelse om vor Privat
samtale. Og hvad nu Hovedsagen angaar: Naar Fru Drachmann beskylder
Dem for, at
De
skal have ytret, at hun i et og alt gav sin Mand Uret,
saa er dette absolut usandt; jeg husker ingen Udtalelse af Dem derom.
Det var Poestion, som talte til mig derom og det paa den eftertrykkeligste
Maade.
Wien, 4de Marts.
Igaar var Hr. Poestion hos mig og fortalte mig, hvor ulykkelig han
var over, at ved Fruentimmersladder alt i den mest forvrængede Form