108 / 398
Stor Foredragsrejse
101
den mægtige Meldahl. Han troede mig i Stand til at under
støtte ham.
Han var rørende i sin Entusiasme for Danmark, som
han saa tidligt havde forladt. Alt begejstrede ham i Dan
mark, ogsaa den da projekterede Selvbeskatning til Fordel
for Kjøbenhavns Befæstning. Hvor ser man Sligt! sagde
han. — Han vidste ikke, at Sligt var sket andre Steder
med bedre Held.
6
.
Et Wiener-Bekendtskab, der voldte mig Glæde, var det
med Digteren Moritz Hartmanns Enke, en smuk, forstandig
Dame, og hendes dengang lige netop voksne Søn Ludo Hart-
mann, nu Docent ved Universitetet i Wien, ivrig Leder af
Folkeuniversitetsforelæsninger, fremragende Historiker og
overbevist Socialdemokrat; dengang en Yngling af sjælden
Skjønhed. Han havde smukke Mennesker at slægte paa
saavel paa fædrene som paa mødrene Side. — Moder og
Søn besøgte mig det følgende Aar nogle Dage i Kjøbenhavn.
Den endnu unge Moder levede udelukkende for Sønnen.
Hos Goldbaum og andensteds traf jeg den berømte
Komponist af
Fliedermaus, Den lystige Krig, Zigøjnerbaronen,
af
An der schonen blauen Donau
og de andre ypperlige
Valse, Johann Strauss. Han var da 60 Aar gammel, men
rank, ungdommelig og (vistnok med nogen Kunst) kulsort
af Haar og Skæg. Han kom med den unge og smukke
Fru Strauss. Man vilde imidlertid have fejlet, om man antog
hende for hans Ægtehalvdel; han havde blot denne Gang
ved et mærkelig heldigt Tilfælde sluttet et hjerteligt Forbund
med en Dame, der bar samme Navn som han. Han spillede
gjerne sine udmærkede Valse, der vel var meget smaa Kunst
værker, men dog ægte Kunst, og lovede, da han syntes om mig,
at tilegne mig en, hvad han imidlertid højst naturligt glemte.