104 / 398
Stor Foredragsrejse
97
kivar og saa videre, Mænd, hvis Navn jeg tidt havde hørt,
men af hvem jeg aldrig havde læst en Linje.
Imellem de sidste to Retter blev der en Pause. Paa
et stort, skinnende Sølvfad overbragte en Tjener Husets
Værtinde noget rundt og svært, som viste sig at være en
Laurbærkrans. I det samme rejste Damen sig med spillende
Øjne og livligt strittende Moustache og holdt med hævet
Glas en Tale til min Ære, ifølge hvilken Laurbærkransen,
voluminøs som den var, blev sat i Bevægelse og kastet
over mit Hoved, til den blev liggende skævt over min
Skulder. Det var en vemodig Udmærkelse. I min Opvækst
havde jeg haabet paa Laurbær, drømt om Laurbær; nu fik
jeg dem af en Dame med et lille Overskæg, paa over de
treds.
Saa hurtigt som muligt tog jeg Afsked. Jeg ventedes
endnu samme Aften hos Forfatteren Ganghofer og hans
smukke ungarske Frue, der havde lovet mig at jeg i deres
Hus skulde se en Czardas danset, og hvor jeg var vis paa
hverken at møde Kemikere eller Arkivarer.
Jeg var selvfølgelig nødt til at tage Kransen med mig.
Et Uhyre af en Krans var det, stor og tyk, rigtignok ikke
saadan en tynd og flad Laurbærkrans, som efter Paludan-
Miillers Paastand i
Adam Homo
er det højeste, man kan
vinde i Danmark. Da jeg kom ned paa Gaden, var der i
den sildige Aftentime ingen Vogn i Sigte. Jeg spekulerede
da paa at kaste Uhyret fra mig; men det lod sig ikke gøre.
Dette grønne Monument var helt gennemvundet med hvide
og røde Atlaskesbaand med mit Navn, en Datum og en
Hyldest i Guldbogstaver. Den vilde blive bragt mig tilbage
til Hotellet næste Morgen mod en Douceur til den ædle
Finder.
Baandene slæbte paa Jorden. Mødte Nogen mig, holdt
jeg Stilladset skjult bag Ryggen.
Georg Brandes: Levned.
III.
7