99 / 398
92
Stor Foredragsrejse
mig om i Byen. I en lille fransk Opsats har han mindedes
mit Besøg og min Fornøjelse ved at se Malerierne i Museet.
Mellem mine Tilhørere var det mig en Glæde at op
dage Stockhausen, hvem jeg af et fuldt Hjerte beundrede
som Sanger. Mænd som han, Joachim og Rubinstein viste,
hvor usand denPaastand var, at Kunstnere af jødisk Æt
var forfaldne til
Prang og Glimmer. Særligt de to første
var Naturligheden og Simpelheden selv.
Braunschweig, hvortil jeg fra Frankfurt kom, var en
dejlig gammel By, neppe mindre lærerig end Nürnberg. Jeg
husker, jeg var indbudt i en Familie, i hvilken jeg følte mig
vel, og at Husets unge Datter, en smuk og mærkeligt for
standig Pige, næste Morgen ledsagede mig i det hertugelige
Galleri, jeg havde ønsket at se, før jeg tog bort. Men jeg
har sporløst glemt, hvorledes jeg lærte Familien at kende
og hvad den hed.
Efter at have rejst hele Dagen og talt om Aftenen var
jeg i Braunschweig saa overanstrengt, at jeg ikke blot var
ude af Stand til at sove, men havde Hallucinationer, saa
snart jeg lukkede Øjnene. Jeg saafæle Masker for mig,
lysende Punkter,
der blev til Øjne, omkring hvilke et af
skyeligt Ansigt dannede sig. Især ét Syn var fælt: To
sammenvoksede Dvergeskikkelser med Maske-Ansigter, der
trængte sig ind til mig for at byde mig Omvendelsestraktater
fra den indre Mission. Da jeg ringede paa Opvarteren, kom
han med en stor skægget Maske for.
I Bremen forærede Arthur Fitger mig Farveskitsen til
sit smukke Dekorationsmaleri: Dioskurerne som under en
Storm tænder St. Elmsild paa Mastespidserne, en Gave, der
voldte mig Glæde.
Jeg talte baade i Bremen og Bremerhafen. Efter Fore
draget i Bremen unddrog jeg mig det obligate Gilde og til
bragte Aftenen alene med Arthur Fitger. I Bremerhafen var