95 / 398
88
A lm indeligt Frafald
saa den kunde udkomme til Holbergs Tohundredaarsdag.
Maleren Hans Nicolaj Hansen, hvem jeg længe havde kendt
og med hvem jeg nu traadte i nærmere Berøring, forsynede
min Bog med smukke og poetiske Vignetter. Skriftet fik en
ret god Modtagelse, men blev ikke den Succès, som Forlaget
havde ventet og jeg selv haabet paa.
I „Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøben
havns Arbejdere“ holdt jeg et Foredrag om Holberg, der
blev stenograferet og udgivet blandt Studentersamfundets
folkelige Smaaskrifter. I dets Slutning sagde jeg:
Naar De i Anledning af Tohundredaarsfesten for Holbergs Fødsel
læser i alle Aviser om den store Glæde, der er over at vi har Holberg,
naar De hører de mangfoldige pæne og fine Folk bevidne, hvor de elsker
Holberg — saa tro dem ikke, tro dem ikke!
Hvad vil det sige, at elske Holberg? Det er saa simpelt som noget:
Det er at elske det, han elskede, og at hade det, han hadede. Men tror
De egentlig, at de Mennesker, som officielt i vore Dage har været saa
ivrige for at lægge deres Kærlighed og Hyldest for Dagen, elsker og hader
som han? Det at elske Holberg, det vil sige: som han at elske prøvende
Fornuft, Fremskridt, Arbejd for Menneskenes Vel; det vil sige, som han
at hade Fordom, Lavsaand, Dumhed, Tryk af den gamle, stivnede Vanes
Herredømme. Jeg tror ikke, at De, der i vore Dage behersker den offen-
lige Mening, gør det.
Denne Advarsel var ikke ubeføjet. Holbergs Mindefest
var hvad Slotsbranden nogle Maaneder forud havde været,
en Anledning for det officielle Kjøbenhavn til at skabe sig.
Min egen Stemning i dette Efteraar kom til Orde i sidste
Afsnit af mit Festskrift, der i Skildringen af Holbergs Sam
tid giver en vis Lede ved Menneskene Luft.