93 / 398
86
A lm indeligt Frafald
Det daværende Venstre gav en Fest paa Skodsborg for
Sverdrup. Den var uheldig og stemningsløs. Berg, der holdt
Hovedtalen, udtalte med pinlig Smagløshed sin Glæde over
at „Kameraten“ i Norge var naaet til Magtens Tinde og
sin Forhaabning om at Eksemplet snart vilde blive fulgt i
Danmark. Sverdrup, der jo var uvant med at tale for et
dansk Publikum, havde oratoriske Former, der i Danmark
forekom gammeldags og højttravende.
Han udviklede bl. a., at hvis han var blevet Politiker,
saa skyldtes ikke dette ham selv, men en højere Magt, et
Forsyn. Havde ikke Forsynet vaaget, var det aldrig faldet
ham ind at give sig af med Politik. Det klang besynderligt,
fordi en Logiker som Sverdrup dog umuligt kunde isolere
Forsynets Ledelse af ham som Politiker ud fra dets alminde
lige Styrelse af hans Veje. Den, der raader for Alt, kan
ikke udpeges som særligt ledende i noget enkelt. Videre
talte Sverdrup om en stille Magt, hvis Indflydelse han be
standig havde sporet og som ogsaa havde knyttet hans Sind
til Danmark.
Da jeg vidste, at Sverdrups Moder havde været dansk,
og da hans fortræffelige Frue var dansk, faldt det mig ind,
at han med den stille Magt maaske sigtede til kvindelig Ind
flydelse paa hans Liv. Men jeg blev atter uvis, da han
sluttede Omtalen af sit Forhold til denne stille Magt med
Ordene: „Vil stærke Aander kalde dette Svaghed hos mig,
saa vil jeg bære denne Slagskygge over mit Liv.“
Da Sverdrup havde endt, spurgte jeg ham derfor: Med
Forlov, sigtede De ved den stille Magt ikke til Dem nær-
staaende Kvinder, som har knyttet Dem til Danmark? Han
svarte, ikke uden Lune: „Jeg gratulerer Dem, ifald De har
truffet Kvinder, hvis Væsen kunde betegnes som en stille
Magt; jeg synes sandelig, Kvinderne plejer at gøre sig gæl
dende paa ret larmende Maade. Ved den stille Magt mente