88 / 398
Alm indeligt Frafald
81
tale. Jeg var aldeles uforberedt og vidste end ikke selv i
Øjeblikket, om jeg havde noget paa Hjerte. Da jeg nød
tvungen rejste mig, udbrød der en Torden-Applaus, som
varede fulde fem Minutter. Saa kom, overraskende for mig
selv, adskilligt til Orde, hvad der i de senere Aar havde
samlet sig i mit Sind.
Jeg udtalte en Tvivl om at de Tilstedeværende, der
som de ret kendte mig, vilde klappe saa hjerteligt af mig.
Jeg vidste ikke selv, om Benævnelsen
liberal
passede paa
mig; jeg turde end ikke kalde mig ubetinget
frisindet;
thi
der var Punkter, paa hvilke jeg ikke misbilligede Tvang.
Demokrat
mente jeg ikke, at jeg kunde kaldes; thi jeg
troede ikke paa Flertals-Afgørelsers Værdi. Naar jeg op
rigtigt var for Venstre i den danske Forfatningskamp, saa
var det, fordi Venstre havde Ret, ikke fordi det var Flertal.
Medens jeg af hele mit Hjerte vilde tjene Folket, kunde jeg
da ikke sige, at jeg vilde tjene Demokratiet. Demokrati
var et Middel; men man burde ikke glemme Maalet over
Midlerne. Maalet var store, nye, rige Kulturtankers Ind
førelse i dansk Aandsliv og Samfundsliv, ligegyldigt om disse
Tanker var af dansk eller fremmed Oprindelse, naar de blot
var sande og passede for os. En særligt dansk, indestængt
Kultur var en gammel Jomfru, der ingen Børn kunde faa.
Den var nødvendigvis ufrugtbar, thi ubefrugtet.
Der blev Dødstaushed. En gammel Skandinav og ny-
omvendt Venstremand gav Tegn til, at Ingen skulde rejse
sig for mig. Man blev siddende, og en af Venstres ledende
Mænd protesterede i forøvrigt meget artige Ord paa Fler
talsstyrelsens Vegne. Saa rejste N. J. Larsen sig: „Jeg har
ikke behøvet at høre Dr. Brandes idag for at vide, han
aldrig har forstaaet, hvad en dansk Bevægelse e r.“ Der
fulgte vel et Kvarters Hylen og Hyssen og Fy. Man vilde
afskære Taleren Ordet. Jeg bad, man vilde lade ham tale.
Georg Brandes: Levned. III.
-
6