85 / 398
78
Alm indeligt Frafald
I Marts 1884 bragte Gubernatis’s
Revue Internationale
en Artikel af den mærkeligt sprogkyndige Charles Simond
Une nouvelle école de critique littéraire
(de Sainte-Beuve å
Georges Brandes). I April fik jeg tilsendt en Artikel af
Saturday Review,
hvoraf jeg saa, at da man nylig i England
havde kaldt Tysklands nyeste Literatur
inferior,
havde En
paaberaabt sig, at „den første levende Kritiker var en Tysker“
og det var mig, som var ment. Lidt senere i April blev
jeg i
Spectator
paany kaldt
the first living critic.
I Juni
havde
Journal des Débats
en lang Lovtale over mig af Marc
Monnier. Iblandt de yngre franske Forfattere nærmede sig til
mig Edouard Rod, der som oprindelig Schweizer sad inde med
en flersidigere Kultur end de øvrige. Han skrev en længere
velvillig Artikel om mig, hvori han dog dadlede mine Bøgers
mangelfulde Komposition og i Kraft af en ikke udtømmende
Forstaaen antog Ferdinand Lassalle for mit „Ideal“.
I Danmark mødte der mig kun et halsende Had fra
Fjendernes Side og uafbrudte Frafald fra Vennernes.
En enkelt Familie dannede en paafaldende Undtagelse;
det var Holger Drachmanns. Fru Erna Juel-Hansen besøgte
mig samme Dag, som Drachmann med en ondartet Artikel
havde vendt sig imod mig, og ved en større Festlighed,
hvortil hun indbød, holdt Holger Drachmanns gamle Fader
en Tale for mig, hvori han med demonstrativ Varme god
kendte mine Bestræbelser og hævdede Berettigelsen af
min Sag.
Et vemodigt Udslag fik Holger Drachmanns forandrede
Holdning i et Dødsfald. Paa Waisenhus-Apoteket fandtes en
ung Farmaceut ved Navn Wiese, en Sværmer for al oprørsk
Poesi, særligt for Byrons, der fra første Færd af havde
knyttet sig med særlig Inderlighed til Drachmann. Han var
en mager, rødblond Mand med dyb Stemme, for hvem hans
aandelige Stræben var dybeste Alvor. Det var umuligt at