81 / 398
74
Alm indeligt Frafald
denne Gang nødvendigvis faa et literært Udslag. Den lille
Gruppe af Forfattere og politiske Publicister, der hidtil havde
holdt sammen, løb Fare for at spaltes ved Bruddet.
Spørgsmaalet var, om de følte sig nærmest dragne til
Berg eller til Hørup. Jeg henvendte mig til hver Enkelt af
dem for at erfare, hvor de holdt. De erklærede sig en
efter en for tilbøjelige til at tage Bergs Parti. Neergaard,
der havde staaet mig personligt nær, var den første, som
aabent sagde mig, hvor han holdt.
Dagsavisens
Redaktion,
der hidtil havde staaet sammen med
Morgenbladets,
stillede
sig straks paa Bergs Side. Schandorph, min nære person
lige Ven, der ogsaa holdt meget af Berg og jævnlig var
Gæst i hans Hus, lod sig snart overtale til at skrive i
Morgenbladet
under den ny Redaktion. Selv Erik Skram,
som havde været det tidligere Blads Redaktionssekretær og
som ikke altid havde taget sig tilstrækkeligt i Agt for at
saare Berg, følte sig i det ny Tvangsvalg draget til denne
ud fra en noget doktrinær Betragtning: det skulde altid have
været stiltiende vedtaget, at Magten først burde tilkomme
Berg, saa Hørup, hvem den mere bredtfolkelige Politiker
skulde bane Vejen. Man gik gennemgaaende ret barnligt
ud fra, at ved den foretagne Manøvre Magten vilde tilfalde
Berg.
Personligt var jeg ved Spaltningen i Venstre literært
aldeles isoleret. I Marts var jeg bleven modtaget som en
aandelig Fører, nu var jeg en General uden Officerer, en
Johan uden Land. Paa Bunden af min Sjæl troede jeg fra
da af Ingen mer. Eller rettere, jeg sagde overfor ethvert
nyt Fænomen som Uffe hin Spage, da man bragte ham det
sidste Sværd, efter at han havde prøvet alle de andre og
de var sprungne: „Det Sværd vil jeg lade uprøvet“ — et
dybt og filosofisk Ord, som viser, at Uffe var langt klogere
end han gjaldt for.