82 / 398
Alm indeligt Frafald
75
3
.
Hvad der var sket, lod sig uden Vanskelighed psyko
logisk forklare. Berg havde følt sig overset eller dog ikke
behandlet med tilstrækkeligt Hensyn af Venstres kjøben-
havnske Tilhængere, der desuden frastødte ham ved deres
aandelige Væremaade og Holdning, saa ulig hans egen. Af
politiske Grunde blev denne Modsætning af ham formet som
grundtvigsk Religiøsitet mod Fritænkeri, som Danskhed mod
Evropæisme. Han har sikkert i Øjeblikket ment, at skilte
han sig fra de kjøbenhavnske Medudgivere af
Morgenbladet,
stod Vejen til Magten ham aaben.
Drachmann havde, som allerede antydet, private Grunde
til Misfornøjelse. Han havde i længere Tid følt sig ilde be
rørt af Edvard Brandes’ skarpe Forstand, der var saa ulig
hans eget Væsens uafbrudte Stemningsbevægethed, og endnu
langt mere af dennes Pessimisme, der tog Modet og Selv
tilfredsheden fra ham, viste ham Fremtiden mørkere end
han kunde se den og taalte at se den. Hertil var nu paa
et særlig inderligt Omraade kommet en Rivalitet, der hur
tigt medførte, at Drachmann følte sig fortrængt, hvor han
havde troet sig sikrest og helst vilde være det. En heftig
Forbitrelse greb ham, og da han ikke kunde røbe Offenlig-
heden dens egenlige Aarsag, da denne Aarsag desuden for
hans digteriske Bevidsthed hurtigt almindeliggjordes og antog
store, ædle Former, saa følte han sig sædeligt opbragt og
paa Forhaand fristet ikke til en personlig Modstand, men
til et Omslag og en Kamp paa betydningsfulde, tilsidesatte
Ideers Vegne.
Saaledes fremkom Forkyndelsen i anden Del af hans
Skyggebilleder, Ostende-Briigge,
hvorom hans i lang Tid
nærmeste Ven, hvis Grundsyn iøvrigt var beslægtet med
hans nye, uden Overdrivelse skrev: „Med Hjertet fuldt af