97 / 398
90
Stor Foredragsrejse
I Frankfurt am Main boede jeg hos en socialistisk Læge,
Dr. Walther, hvis Hustru, en Englænderinde, Mrs. Adams
Walther, ogsaa var Læge, begge sidst i Tyverne, et ungt Par,
som under mit forrige Ophold havde besøgt mig og som
viste mig megen Velvilje. Fra Fürth havde jeg taget mod
en Indbydelse, fordi nogle unge Skandinaver, der opholdt
sig dér, nogle Maaneder forinden havde bedt og bønfaldt
mig ikke afslaa den, da de glædede sig til at høre mig.
Allerede paa Banegaarden erfor jeg imidlertid ved min An
komst, at de — uden at underrette mig derom — havde
forladt Byen. Jeg var kørt 16—17 Timer for at tale der.
I Hanau modtoges jeg af Direktøren for Kunstmuseet,
en fortræffelig og begavet Mand, der traadte mig i Møde paa
Banegaarden, ligesom jeg blottede Hovedet. Jeg kender Dem
paa Deres
dyxog,
der er som Zeus’s, sagde han. Da jeg
havde talt, skulde jeg som sædvanligt indtage et Aftensmaal-
tid ved et af Smaabordene i den Forenings Midte, som havde
indbudt mig, og min Skaal naturligvis udbringes af en blandt
de Honoratiores, der udgjorde Bestyrelsen. Den Paagæl
dende havde imidlertid ikke gidet høre mig, og det viste
sig, at han ikke var bleven rigtigt underrettet om, hvem jeg
var. Han rejste sig og sagde: „Meine Herrn! Wir haben
heute Abend unter uns einen Mann, der uns durch seine
Gegenwart Ehre erweist, einen berühmten Professor aus
Marburg, einen der ersten Juristen Deutschlands“ osv.
Jeg nød Fejltagelsen i Stilhed. Dog ved mit Bord blev
der Uro, fordi jeg tav. — De maa takke! hed det indtræn
gende fra forskellige Sider. — „Men det er jo ikke mig,
hvis Skaal blev udbragt!“ — Ligemeget! De maa takke!
gentoges det med uskrømtet Forundring over, at jeg kunde
opholde mig ved en saadan Bagatel. — Skaalen havde jo
været lige velment for det.