145 / 398
138
Sommerferie og Efteraarskampe
ham hver for sig med en Undskyldning, hvad de hed og
hvad de var.
Da vi om Aftenen sad i Verandaen, der gik ud mod
Vierwaldstadtersøen, sagde Delpit til mig: Hvad er Navnet
paa det Bjerg derovre? — Det er Rigi, svarte jeg. — Nej,
nu anser De mig alligevel for mere lettroende end jeg er,
udbrød han. At det Bjerg ikke er Rigi, det véd jeg. Men
dets Navn kender jeg ikke. — Det var nu Rigi alligevel.
5.
Legemligt svag og aandeligt syg kørte jeg i Diligence
fra Chur op til St. Moritz. En ung tysk Officer, en Grev
Schwerin, var min Sidemand i Kupéen; vi samtalte og
sympatiserte. Vi blev begge ved Synet af St. Moritz over
vældede af samme dødelige Melankoli. Man var paa denne
Højslette som afskaaret fra Omverdenen. Ingen Jernbane
førte derop; man maatte længe forud bestille en Plads, naar
man atter vilde ned. Idet vi saa ud over Egnen, forekom
det os begge som om dette Opholdssted maatte være trøstes
løs kedsommeligt. Jeg for min Part begreb ikke, hvorledes
jeg skulde kunne udholde det nogle Uger deroppe.
Jeg gjorde Stedet højlig Uret. Her var smukt nok til
at man kunde leve ensomt her, og jeg fandt desuden Sel
skab nok, først ligegyldigt, senere forstandigt. Men jeg havde
en Periode af uafrysteligt Tungsind.
Et Par Optegnelser fra de Dage er Vidnesbyrd derom:
Foran min Dør holder en stakkels Hest. Der sidder Fluer i horde
vis paa dens Hals, hvorhen Manken ikke naaer. En stor Hesteflue har
bidt sig fast etsteds paa dens Ryg, hvortil den ikke kan naa med Halen,
og rundt om den har en Snes mindre Fluer slaaet Kres. Den arme Hest
slaar med Manke og Hale, skælver og ryster sig for at blive af med sine
Plageaander. En enkelt Gang lykkes det at faa dem til at hæve sig lidt;