140 / 398
Sommerferie og Efteraarskampe
133
væsenligste Indvendinger, dem, der stammer fra Erindringen
om Vokskabinetter, fra Læsningen af æstetiske Systemer osv.
Det er utvivlsomt, at vort Øje er blevet afvant med det
Naturlige, ligesom de nyere Tiders Billedhuggere har mistet
Færdigheden til selv at give deres Arbejder Farvernes Liv.
Og dog holdt Evnen og Vanen til at forsyne Billedværker
med Farve sig langt ind i Renæssancetiden. Treu havde i
et eget lille Kabinet i Skulptursamlingen udstillet Vidnesbyrd
nok derom. Donatellos eller Lucca della Robbias Arbejder
af denne Art kender Enhver, der har besøgt Italien.
Treu havde ved Siden af hinanden stillet antike Statuer,
som vi sædvanlig ser dem, i Gibs, og de samme, saaledes
farvede som de i Oldtiden synes at have været, og det var
forunderligt at iagttage, hvor Skikkelserne vandt derved,
hvilket Liv de fik. Gibsafstøbningerne ved Siden af dem
blev livløse. Alle hine gamle taabelige Teorier, der paa
Hegels Tid var i Flor, om den græske Statues Blikløshed,
om den særegne Vemod, som denne Mangel af Blik gav
Figurerne, sank i Jorden som bare Snak. Aldrig, uden Und
tagelse aldrig, har en antik Kunstner dannet en Statue uden
Øje, som vi kender det fra de Nyeres Antil^iseren. Tvært
imod, Øjet har været behandlet i særegent Materiale, og
naar Emaljen saa var udfaldet af den fundne Statue, bildte
man sig ind, der oprindelig havde været en Hulhed.
Undertiden forstod man først det antike Kunstværk ret
efter at Farvelægningen var forsøgt. Saaledes havde en antik
Medusa-Maske i sin Farveløshed en uforholdsmæssig stor og
uskøn Mund; efter at Farven var paasat, blev Mundens
Form forskellig, den hvide Farve lod Tænderne træde frem,
og Lyset brød sig helt anderledes. Ved en forsøgt Istand
sættelse af den i Olympia fundne Hermes saas det, at dersom
Kappen, der hviler over en Træstamme, holdtes hvid ligesom
Statuen, forstyrrede og skadede den Indtrykket ved at vokse