136 / 398
Sommerferie og Efteraarskampe
129
var paatænkt, stille under omhyggelig Bevogtning. Man nødtes
da til at lade sig nøje med Overførelsen til Evropa af en
Koloni ganske simple Haandværkere, og selv disse kunde
man kun forsende ved at lade dem enkeltvis indskibe sig til
Hongkong under Skin af at ville tage Tjeneste dér.
Det var dem, man her havde stillet til Skue. Man havde
det frieste Indblik i de aabne Boders Husrum, og selv om deres
Beboere ikke altid var synderlig flittige — hvad ikke kunde
undre, siden de kun arbejdede for at vise sig — var det dog
mærkværdigt, hvor ligegyldige de var for de betragtende Blikke.
Der kunde gaa et Kvarterstid uden at en af disse Mænd
eller Kvinder saa i Vejret, selv om de mærkede tyve Par
Øjne ufravendt rettede paa sig. Man havde idetmindste Illu
sionen af, at de var helt fordybede i det, de havde for, i
deres Virksomhed eller deres Drømmerier.
Finere Arbejder udførte de ikke. Mændene skar Bam
busrør til, saa de kunde tjene til Beholdere for smaa Buket
ter eller de udsmykkede med Vandfarver Brevpapir, stadigt
efter samme Mønster, eller de fabrikerede Dukker. Kvin
derne forestod mest de færdige Udsalg, eller de sad paa
Hug og spillede paa et mandolin-agtigt Instrument, der kun
gav faa Toner, og hvis Musik ikke var et Haar bedre end
Negermusik. Saa fuldkomne Japanerne var i den bildende
Kunst, saa langt stod de øjensynlig tilbage i Musiken. Mæn
dene havde uden Undtagelse vulgære, mest koparrede Ansigter,
der dog aldrig havde noget dumt Udtryk, snarere et polisk;
en og anden Gang saa man dem slaa et smørret Grin op,
naar en Evropæerinde, hvis Skønhed var af særlig ud
æskende Art, betragtede dem, som var de ikke Mænd, men
Seværdigheder; de gjorde med stor Sikkerhed Forskel paa
de Damer, man burde vise Respekt, og de andre. Af deres
egne Kvinder var kun en eneste efter evropæiske Begreber
smuk, men det viste sig, at det var Dr. Tannekers Datter,
Georg Brandes: Levned.
III.
9