134 / 398
Dansk Politik og Aandsliv
127
Digtergruppe. Pol de Mont nærmede sig mig brevligt og
bad mig skrive om Gruppen, i uskyldig Tro til at „dens
Lykke da vilde være gjort.“ Den behøvede en Kritiker med
evropæisk Ry, da dens Sprog var saa lidet kendt. Jeg følte
mig tiltrukket af de Poesier, der blev mig sendte, lærte mig
at læse og forstaa det flamske Sprog saa nogenlunde, og
skrev en lille Afhandling om Pol de Mont.
Fra Riga kom gentagne Breve fra en Frøken Mohr, der
sendte et begejstret Essay om mig. Hun „skyldte mig sin
Dannelse“, havde tilbragt Aar fordybet i mine Skrifter; naar
hun læste mig, var det som grebes hun af en Rus; hver
Gang hun havde læst nogle Sider, fulgte halvt Salighed, halvt
Kval i Bevidstheden om en uendelig Fylde, som det aldrig
vilde lykkes hende at udmaale. — Hvad værre var, hun
skrev, at hun maatte lære mundtligt af mig, vilde komme
til Kjøbenhavn for at høre mig tale. Skrækslagen for at faa
endnu en fremmed paa Halsen, der i hele Byen kun kendte
mig, fraraadede jeg hende saa stærkt som muligt at komme,
foreholdt hende det urimelige og unyttige deri; men forgæves.
Ikke længe derefter ankom hun, insinuerede sig, blev en
Tid lang min Oversætterinde, slog saa om og forfulgte mig
under Navnet Laura Marholm i Aarevis i tyske Tidsskrifter
og Blade med sit Had.