Sommerferie og Efteraarskampe
139
men straks sætter de sig til Ro udenfor dens Forsvarsmidlers Rækkevidde.
— Hvilket Billede paa Livet!
Der er Øjeblikke, hvor de andres Evneløshed gør mig vild, naar de
sidder tomme og sløve og lader mig tale. Det er mig da, som var jeg
ene i Verden. Man kan ikke følge mine Tanker; man „interesserer sig
for mig“, men har ikke selv Indfald, som man er tvungen til at udtale.
Undertiden er mit Indre som et Hav i Storm; jeg opkaster de interessanteste
Spørgsmaal, vil høre de andres Bidrag til deres Løsning; og de forstaar
neppe Spørgsmaalene. Saa flygter jeg. Meget af mit Livs Uro kommer
deraf. Dybeste Kedsomhed og Selvopgiven, dit Navn er G. B.
Blandt de Personligheder af Værdi, jeg traf i St. Moritz,
var Juristen Eduard Hertz fra Hamborg, Forfatter af en
særdeles god Bog om Frankrigs Retsvæsen paa Voltaires Tid.
Han havde da denne Bog under Udarbejdelse og talte meget
om, hvilket fint Øre hans fraværende Frue havde for „Stilen“
og hvorledes han forbedrede og tilfilede sin Stil, naar han
læste sine Sager højt for hende. Dette rent udvortes Be
greb om Stil, der stred mod enhver kunstnerisk Opfattelse
af den, fik mig til at nedskrive nogle Optegnelser om Stilen.
Det slog mig, at jeg i min Ungdom havde tilstræbt en vis
Symmetri i Sætningsbygning; og Symmetri var øjensynligt
Ungdommens første Forestilling om sproglig Skønhed, hentet
fra Læsningen af Vers eller fra eget Verseskriveri. Nu
vævede jeg gerne en fin og hemmelighedsfuld Melodi ind i
den Prosa, jeg skrev. Jeg havde en Type af indre Musik
i mit Sind, efter hvilken jeg byggede mine Sætningers Ryt
mer. Den dulgte Ligevægt i det Skrevne var det vanske
ligst at frembringe og opfatte; det vidste Japanerne, som tid
ligst forsmaaede Symmetri.
I mit Hotelværelse rettede jeg Korrekturerne paa den
anden Udgave af
Kritiker og Portræter
og paa den tyske
Bog om Holberg, skrev desuden adskillige Artikler om mine
Rejseindtryk. Ved Bordet traf jeg livfuldt Selskab, Professor
Wimmer fra Kjøbenhavn, Dr. Hoffory og Dr. Otto Brahm,