165 / 398
158
Andet Ophold i Polen
gav mig efter det sidste afskyelige Aar i Kjøbenhavn min
Frejdighed tilbage, ikke just min Selvtillid, thi den var ikke
bleven svækket, men den dybe Følelse af, at aldeles Ingen
ting afhang af min Stilling i Hjemmet, hvor uanselig den
end var og blev.
Jeg yndede ikke dengang store Ord og ynder dem lige
saa lidet nu. Men jeg havde her i Varshav ikke blot gen
fundet mit gamle Held, idet disse Foredrag, jeg med Uro
og den omhyggeligste Agtpaagivenhed udarbejdede, lykkedes
for mig. Jeg havde desuden den sikre Følelse af, at jeg for
nogle Uger havde sat en hel Nation i Bevægelse, ikke blot
havde vundet dens Yndest, men bragt den en Impuls. De
Timer, da hine Foredrag blev indstuderede, er forblevne i
min Erindring som nogle af de smukkeste, jeg har levet,
intime som de var.
Uden en enkelt Families Hengivenhed havde jeg aldrig
kunnet tilfredsstille alle de Krav, jeg stillede til mig selv i
sproglig Henseende og i Henseende til Diktionens Sikker
hed. Endnu mindre havde jeg kunnet faa mine Foredrag
oversatte paa Russisk til Apuchtins Censur i den korte Tid,
der var mig levnet dertil. Frøken Jozefa Szebcko, som jeg
under mit første Ophold i Alt havde set nogle Gange i Sel
skab, havde med slaviske Damers Sprogtalent lært sig Dansk
til Fuldkommenhed i det Aar, som var gaaet hen. Hun,
der kunde Fransk langt bedre end jeg, var mig behjælpelig
med Oversættelse til Fransk af hvert Blad, jeg skrev, alt
som det kom fra min Pen. Hendes unge, 28aarige Moster,
Sophie Rutkiewicz, et Vidunder af Godhed og Begejstring,
oversatte samtidigt Blad for Blad paa Russisk, saa neppe
havde jeg fuldendt mine Foredrag paa Dansk, før de forelaa
udarbejdede i tre Sprog.
Af de to Søstre Szebeko døde den da nittenaarige Lola,
en Gazelle af Ynde, med den ganske unge Piges Slagfærdig-