![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0167.jpg)
160
Andet Ophold i Polen
og Arbejdet skred frem, bredte ligesom en blid Ekstase sig
i det lille Rum, og jeg for min Del følte, alt som Nerverne
ud paa Natten overspændtes, under den lette Anstrengelse
Glimt af en mig ganske ny Art aandig Lykke.
5.
De Gange jeg i Slutningen af Marts 1886 talte i Raad-
hussalen i Varshav, staar endnu for mig som nogle af mit
Livs store Øjeblikke, i hvor mangfoldige Sale rundt om i
Europa jeg end siden da har talt. Det at Æmnet var polsk,
gjorde Udslaget.
Straks jeg talte første Gang, var Salen overfuld af langt
flere end de 1200, der sad. Alt var der: Literatur, Teater,
Kunst, Aristokratiet, Ungdommen. I de første Rækker, hvor
de fornemste Mænd og Kvinder navde faaet Plads, havde
Øjet saare meget smukt at hvile paa. Paa min højre Side
havde jeg Teatrets dygtige Kunstnere og smukke Skuespiller
inder, paa min venstre Side de Mænd og Kvinder, jeg per
sonligt havde indbudt.
Man hilste mig med stærk Applaus. Da jeg havde talt
fem Minutter, afbrødes jeg af en saadan Bifaldsstorm, at jeg
maatte standse. Det var efter Sammenligningen af Polens
Literatur med det bekendte Billede af Gabriel Max, Veronika-
dugen med de tilsyneladende først lukkede, saa aabne Øjne.
Man kaldte mig efter min Bortgang stadigt ind i Salen
paany. De fornemme Damer stod med deres Stole i Haan
den og slog dem i deres Iver mod Gulvet for at demonstrere,
je g hørte Raab som: „Il faudrait lui élever des statues“ og
andre lignende Tilraab. Det katolske Partis Chefer, Fyrst
Lubomirski og Grev Przedczecki, kom at lykønske og ind
byde mig.