168 / 398
Andet Ophold i Polen
161
Da jeg Dagen efter gik ind i en privat Malerisamling
og havde været der noget, kom Damen, som ejede Lokalet,
ilende imod mig, gav mig Pengene tilbage og sagde: „Jeg
erfarer i dette Øjeblik, at De er i Galleriet. Det er en saa
stor Glæde for mig, at jeg umuligt kan tage Penge derfor.“
— Og hun bad mig medtage nogle Fotografier af Kunst
værkerne som Erindring.
Da jeg sluttede, var Byens Velvilje paa Kogepunktet.
Jeg kunde flere Gange neppe komme til Orde for Bifaldets
Vedvaren, og hvert Øjeblik brød det løs, dog ingenlunde
spontant, men altid paa Steder, hvor det ikke stillede mig
blot. Det var mig, som havde jeg Salen i min Haand.
Fremkaldelser og Kranse opnaar enhver Skuespiller og
Sanger, der har Held med sig. Saa uforstandig var jeg ikke,
at jeg lagde Vægt derpaa. Men det, som rørte mig, var, at
man betragtede mine Foredrag som en politisk Begivenhed,
som Europas Protest mod det, der skete i Polen da. Jeg
var „Polens Ven, som havde bragt det Trøst i Modgang“,
den Mand, hvem Landet var taknemmeligt. Man tænkte
sig endog i sin Naivetet, at naar Russerne havde tilladt mig
at tale, mens de ellers — tidt i sidste Øjeblik, efter at
Censuren havde godkendt og tilladt — forbød andre Fore
drag (som lige da Jarochowskis), saa beroede det paa, at
Russerne var imponerede af mit Navn. Det var de selv
følgelig saare langt fra at være; men de vilde overfor en
Fremmed vise sig som en civiliseret Regering; de yndede
ikke, det skulde demonstreres for Europa, hvor haardhændede
og despotiske de var. Hvad jeg i hine Timer i Varshavs
Raadhussal ydede, blev tifold givet mig tilbage i den elek
triske Strøm, som først fra Salen, senere fra den polske
Presse slog mig imøde og betog mig.
Georg Brandes: Levned. III.
11