172 / 398
Forhold til Udland og Indland i 1886
165
Vi havde den hele franske Circus Léonard-Houcke om
bord, og jeg talte i længere Tid med de unge Beridersker
af Truppen, vakre, velopdragne Piger, hvem jeg hjalp med
at gøre sig forstaaelige for Mandskabet.
De to Frøkener Houcke var meget forskelligartede.
Den ældre var mørk, fyrig, helt igennem Artist; hun
vidste neppe, i hvad By hun var kommet til Verden, be
kymrede sig ikke derom: „Jeg er født i Circus, trives kun
i Circus; Circus er mit Hjem og mit Liv.“ Hun var vel
tilfreds med at drage fra Land til Land og By til By i evig
Uro. Landene var kun skiftende Kulisser omkring det faste
Kastel, Circus, der var ens allevegne. Arenaens Dunstkres,
Staldenes gode Lugt, Forestillingerne om Aftenen med Piske
knald og Musik, med stærk Belysning og bragende Applaus,
det gav hende den eneste Livsfornemmelse, der forekom
hende væsenlig og nødvendig.
Den yngre var helt modsat. Spædere af Bygning og
noget finere af Udtryk kendte hun intet bedre end at for
dybe sig i en Bog. Hun var saa læselysten, at hun kunde
overhøre Klokkesignalet, som ringede hende ind i Circus.
Og virkelig var hun meget belæst. Det interesserede mig,
at hun bl. A. kendte Edmond de Goncourts Artist-Roman:
Brødrene Zemganno.
For hende var heller ikke Arenaens
Sand og Muld nogen Hjemstavn; for hende var* Lykken at
bo paa Landet, eje et Hus og et Stykke Jord, leve ganske
idyllisk og stille. Hvorledes det senere er gaaet den ældre,
véd jeg ikke; men det er blevet mig sagt, at den yngre op-
naaede sit Ønskes Maal, idet hun blev gift med en dansk
Landmand paa Lolland eller Falster.
Da vi havde snakket sammen i nogen Tid, sagde den
ældre: Ikke sandt, ogsaa De er Artist? Men hvad Slags?
jeg tror: Recitator. — Vi nærmede os Land, og der var
sort af Mennesker paa Bryggen. De unge Piger var op