177 / 398
170
Forhold, til Udland og Indland i 1886
Den næste Dag ved det sluttede Middagsselskab i Sand-
viken havde Referenten atter havt en Opvarter til Hjemmels
mand og Resultatet blev ikke smukkere.
Nationaltidende
bragte følgende Notits:
Dr. Georg Brandes i Norge.
Under vor Landsmands
Ophold i Kristiania var der foranstaltet en „Æres-Middag“
for ham, og ved denne var det „med megen Takt“ —
skriver Kristiania
Aftenposten
— overdraget Sagfører
L.
Meyer
at holde Festtalen for Gæsten. (Hr. Meyer havde
et Par Aftener forud temmelig utilsløret sigtet Dr. G. Brandes
for at være „lumpen“). I bemeldte Tale fik Dr. G. Brandes
bl. a. at høre, „at hans Standpunkt nu forlængst var tilbage
lagt“. Dr. Brandes „takkede bevæget for Skaalen, idet han
fremholdt, at han af denne havde faaet det
Indtryk, a t hans
Tid snart var forb i.“
Nogen Bevægethed lagde jeg ikke for Dagen. Men
hverken havde Hr. Meyer sagt noget, der nok saa fjernt
lignede det, der var lagt ham i Munden, eller jeg en Stavelse,
der havde den ringeste Lighed med det, der her endog som
Citat med udhævet Skrift blev tillagt mig.
Indenfor mere humoristiske Grænser bevægede Spasen
sig, naar den ubekendte Opvarter eller den anonyme Stymper
af en Referent fandt, at hvad jeg i et Foredrag om Polen
havde sagt, ikke var andet end „hvad ethvert almindelig
dannet Menneske vidste om dette Land“. Hvorfor ikke
straks sige enhver almindelig dannet Opvarter? Der var
ganske sikkert ikke én Enkelthed i mit Foredrag, som Avi
serne nogensinde havde anet det Ringeste om; der blev ikke
nævnet et eneste Navn, de før havde hørt. Men de troede,
det hørte til almindelig Dannelse at vide alt dette og vilde
ingen Blottelse give sig.
I Kraft af en Korrespondance til et andet Blad, der
med nogle Udeladelser aftryktes — meddelte det danske