179 / 398
172
Forhold, til Udland og Indland i 1886
Allerede da var Manuskriptbombardementet blevet saa
stærkt, at det var min daglige Plage. I Almindelighed blev Til
senderne grove, saasnart jeg enten ikke havde faaet Haand-
skriftet læst eller havde forlagt det eller ikke fandt det godt.
En Dag fik jeg Besøg af en Teolog, der paa indtrængende
Spørgsmaal tilstod, at han af Hjertet hadede mig og min
Retning, men efter i fire Aar at have skrevet Dramaer, var
kommen til det Resultat, at jeg dog var den eneste, hvis
Dom han stolede paa.
Skærsommer bragte den sædvanlige Tilstrømning af
Fremmede til Kjøbenhavn, som ikke undlod at søge mig.
Fra Sverig alene kom det Aar som sædvanligt Fru Edgren,
der nu for første Gang var hjertelig i sin Tale, ja havde
Ømhed i Stemmen. Man sagde, hun for første Gang i sit
Liv var bleven grundigt forelsket, og dette maa da have
smeltet hendes Hjerte. Hun fortalte f. Eks., at hun i
Schweiz havde truffet en ung Russer, der af Begejstring for
mine Skrifter havde lært sig Dansk, men af Undseelse og
Respekt aldrig havde skrevet mig til. Saadanne Behagelig
heder plejede hun ikke at sige. Det var nu otte Aar siden
jeg første Gang havde gennemlæst et Manuskript for hende,
og jeg var bleven ved dermed; men det forekom mig ikke
desmindre, som om hun aldrig havde lært det ringeste af mig.
En Dag kom hun med Fru Sonja Kovalevski, hvis
Bekendtskab jeg paa den Tid gjorde. Den berømte Frue
var livlig, kvidrede som en Fugl, snakkede afvekslende i tre
Sprog, saa man var tilmode, som bladede man i en Ollen-
dorf. Hun gjorde et Indtryk af ualmindelig Opvakthed, men
gav mig ikke Indtrykket af den Genialitet, hun efter deres
Vidnesbyrd, der stod hende nær, utvivlsomt sad inde med.
En Uges Tid derefter kom for første Gang en ung
Frøken Mathijda Kruse (den senere Fru Malling), der som
Forfatterinde af en lille Fortælling
Bertha Funcke
formelig