174 / 398
Forhold til Udland og Indland i 1886
167
alle tilpas. Ved et Gilde i Studentersamfundet angreb Hans
Jæger mig for at jeg ikke havde talt om ham istedenfor om
Polen. Det kunde jo være ganske underholdende at høre
om „disse undergaaede Folk“, men hvad man havde ventet
af mig, var, at jeg skulde tage Stilling til ham og hans Sag,
som den var udviklet i hans Bog
Kristiania-Bohémen.
Jeg
svarte skemtende: „Jeg vidste ikke af, at De er Verdens
Midtpunkt“. Enkelte Andre talte imidlertid i samme Aand.
En stor Del af Ungdommen med Mænd som Advokat Lud
vig Meyer og Maleren Christian Krohg i Spidsen var helt
optagne af Hans Jægers Lærdomme, som formelt gik ud
paa, at Literaturen skulde indskrænke sig til sandheds
kærlig Optegnelse af det virkelig Hændte, særlig det, der
ellers ikke betragtedes som omtaleligt, reelt gik ud paa God
kendelsen af en ubetinget erotisk og sensuel Utvungethed
som ene lyksaliggørende Menneskeslægten.
Skøndt Hans Jægers Bog bl. A. ved Maaden, hvorpaa
den drog enkelte Privatmænd som Skavlan og Bjørnson ind
i Fortællingen, stødte an mod god Kunst og god Smag, var
Regeringens Holdning overfor den uforsvarlig. Det var helt
trist at se Norges første Venstreregering, at se Johan Sver-
drup, hvem Jæger havde forgudet, kræve Forfatteren an
klaget for utugtig Skrivemaade og besørge ham sat bag Bolt
og Slaa for lange Tider. Det havde været mig umuligt at
godkende Jægers Lærdomme; men det var mig umuligere
at godkende Myndighedernes Holdning overfor ham. Jeg fik
da begge Parter imod mig. De unge Hedsporer i hans
Følge harmedes over min Kulde, og i de Jæger fjendtligt
sindede Organer som
Kristiania Dagblad,
blev jeg, paa Grund
af min Synsmaades Ulighed med Bjørnsons, under Over
skriften
Fritænkersk Reaktion
angrebet sammen med Jæger
som reaktionær: Hvad den fritænkerske Reaktion vilde, var
„Opløsning af Familielivet“. Pudsigt nok havde denne Ar