280 / 398
H aarde Tider
273
ligegyldigt, om de raner nogle Planer og Indfald fra mig, da
jeg har nok. Har de imidlertid gjort det, saa antager de
mig for rasende opbragt, hensynsløs fjendtlig, og da de vil
komme mig i Forkøbet med Fjendskab, angriber de mig.“
I de Dage mistede jeg ved Døden Emil Petersen, der
havde været min fortrolige Ven i tredive Aar.
Umaadelig træt og ked var jeg af
Hovedstrømningernes
sidste Del. Jeg havde slæbt den med mig siden Begyndelsen
af 1883, stønnende, bandende, lidende for at gennemføre
en gammel Plan, lagt af Den, jeg var i 1871. Jeg mindedes
Ordet:
An Arbeit klebt Blut.
Jeg havde som nævnt ladet
11 Ark af den trykke. Nu var det mig umuligt at udholde
Sysselsættelsen med den. Jeg følte mig som en stækket
Vildgaas.
2
.
I Maj brød jeg op og rejste, som sædvanligt i disse
Aar, til Norge.
Jeg havde lige havt Besøg af en ung norsk Forfatter,
der regnedes til Bohemen, Gabriel Finne; han var 23 Aar
gammel, gjorde et noget enfoldigt indtryk, var skikkelig,
desperat, talentfuld; men „hvad skal det blive til, skrev jeg
for mig selv, uden Kundskaber og uden virkelig Vilje?“ Offen-
ligt tog jeg ham i Forsvar og skrev en velvillig Artikel om
hans Bog
Unge Syndere.
I Kristiania holdt jeg tre Foredrag, et om
Dyret i Men
nesket
, der gjaldt for uanstændigt og blev kaldt saadan, et
om
Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland
, der gjorde
Lykke, et om
Bjørnson og Daudet,
der morede, men
mødtes med adskillige tildels grundede Forbehold i Pressen.
Saaledes bemærkedes det med Rette imod mig, at Daudet i
Sapho
neppe i ringere Grad forfulgte en Tendens end
Bjørnson i sine Romaner.
Georg Brandes: Levned. III.
18