279 / 398
272
Haarde Tider
kom ham for Øre, tabte han enhver Selvbeherskelse. Han
gik op til en ung Mand, der havde misbilliget hans Hold
ning, men hvem han forøvrigt aldeles ikke kendte, traadte
med Hatten paa Hovedet ind til denne og forlangte af ham,
at han skulde tilstaa, han om den Sag kun havde gentaget,
hvad han havde hørt af mig. Da den saa uforskammet Til
talte med god Grund afslog at afgive nogen saadan Erklæring,
udbrød han, stadigt med Hatten paa Hovedet, i Ukvemsord,
ivrigt forsikrende at han med Hensyn til sine Nietzsche-
studier ikke skyldte mig det mindste. Uden Farvel skred
han ud af Døren. Men nu traf det sig saa uheldigt, at
Husets unge Frue, der var ængstelig af sig og tidt alene,
havde ladet gøre en saa sammensat Laas paa Døren, at det
ikke var muligt for nogen, der ikke kendte Fiffet, at lukke
sig ind eller ud. Efter lang Tids Famlen ved Laasen maatte
da den selvfølende Forfatter ydmyge sig, denne Gang med
blottet Hoved, til en Anmodning om at blive lukket ud.
Den blev hurtigt imødekommet, da man hellere saa hans
Hæl end hans Taa.
Straks derefter begyndte han, som hidtil i stærke Udtryk
havde prist mig, med Voldsomhed at angribe mig i tyske
Tidsskrifter og Blade. Jeg kunde neppe tro mine Øjne, da
jeg læste det første Angreb. Thi paa mit Bord laa endnu
det mig med Bøn om Gennemlæsning tilsendte Haandskrift
til en Bog af Angriberen, efter hvis Titelblad prangede en
Side med Ordene: Tilegnet G. B. i Ærbødighed og Beun
dring. — Dog, det var kun i Øjeblikket, at jeg undrede mig.
Samme Eftermiddag skrev jeg for mig selv: „Undertiden
naar jeg ser, af hvilket Kryb jeg ædes op, forøges min
Menneskedyrskundskab paa lærerig Maade. Jeg handler i
Regelen — som Goethes Egmont — ud fra en vis sorgløs
Ædelmodighed, saa Lakajsjælene tror, der stikker noget under.
De kan f. Eks. ikke forestille sig, at det er mig ganske