274 / 398
Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris
267
Skønt han selv saa længe havde sendt Artikler til
Vestnik Jevropi,
forvekslede han med en Franskmands sorg
løse Uvidenhed tysk og russisk Skrift.
Han talte meget om den Overvurdering af fremmede
Romanforfattere, hvori franske Kritikere gjorde sig skyldige
for at ærgre ham og hans Venner. Man havde prist George
Eliot paa deres Bekostning, men George Eliot var af un
derordnet Rang. Man havde sat Dostojevski over dem;
men Dostojevski var paavirket af Franskmændene, af Balzac,
ja af Eugène Sue. Man havde endelig lovprist Tolstoj. Men
Tolstoj var af Aandsretning evangelisk. „Og det er umuligt
i Frankrig at bygge nogen ny Kunst op paa Evangelierne.“
— Han søgte længe blandt sine Bøger, da han vilde give
mig en til Erindring. „Jeg troer, jeg vil give Dem en
Germinal
,“ sagde han og indskrev mit Navn. Han følte
godt selv, at den var blandt det Ypperste, han havde frem
bragt.
10
.
Ogsaa Maupassant lærte jeg under dette Ophold at
kende; men medens Zola da stod i sin fulde Kraft, var
Maupassant allerede ramt af den Sygdom, der fældede ham.
Han pintes af ulidelig Hovedpine og kunde ikke tale med
nogen mer end kort Tid ad Gangen. Det kunde dog ikke
ses paa ham, naar man ikke vidste det. Hans kraftige
Skikkelse var rank og fast; det energiske Hoved med det
korte studsede Haar havde en mandig Skønhed.
Han talte om, at han kun holdt af at leve i sin Kutter,
se fjerne og fremmede Egne. Længe havde han blot villet
indaande Søluft; nu havde Lægerne tilraadet ham Bjergluft.
Paa Spørgsmaalet om han slet ingen Lyst sporede til en
gang at se Norden, svarte han med ligefrem Skræk: Norden!