269 / 398
262
Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris
tens godmodige Lune, hans Brødres lyse Forstand, særligt
Charles Ephrussi’s kunstneriske Indsigt, gjorde Samtalen
lærerig, selv naar kun Slægtninge var tilstede. Af Fru
Ephrussi’s Veninder genfandt jeg Madame Bizet som Ma
dame Straus, gift med Rothschildernes bekendte Advokat,
og Madame de Girardin som Madame Ganderax, gift med
Forfatteren Louis Ganderax, da nær knyttet til Meilhac, hvis
Medarbejder han var og hvis Arving han blev. Hos Straus’s
lærte jeg Meilhac at kende, en lille gammel, hvidhaaret
Mand, som i Samtalen ikke lagde den Lystighed for Dagen,
der sprudler i hans Arbejder. Dog var hans Helbred vist
da allerede nedbrudt. Ofte kom hos Madam Straus den
gang Prinsen af Arenberg, der spillede en Rolle i det
parlamentariske Liv, men paa mig ikke gjorde synderligt
Indtryk udover Korrekthed og Velopdragenhed. I det samme
Hus traf jeg en Formiddag for første Gang Prinsesse Mathilde,
den blandt højfornemme Damer, jeg har kendt, som havde
mest af den sande Fornemheds utvungne Væsen og Hold
ning. Man saa, at hun havde været meget smuk, og i
Trækkene sporedes den store Kejsers. Hun indbød mig til
sig, og Ganderax kørte mig til hende; hans Hustru var jo
Prinsessens Plejebarn og gjorde stadigt Honnørs i hendes
Palæ. Hendes Tone overfor en Fremmed var lystig men
tillige hjertelig. Hun lovede mig at hvis jeg vilde holde
Foredrag i Paris, vilde hun sidde paa første Række og ap
plaudere. Det smigrede mig, og jeg havde gerne høstet
hendes Bifald. Da jeg tretten Aar senere begyndte en Fore
drags-Virksomhed i Paris ved den russiske Højskole dér,
var hun ikke mere i de Levendes Tal. Medens andensteds
i Reglen en Dame, der vil være fornem, først og fremmest
er snerpet i sit Valg af Samtaleæmner og helst højtidelig i
sin Tone, var denne kejserlige Højhed dristig i sin Udtryks-
maade, talte frit og let uden et Glimt af Snerperi.