265 / 398
258
Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris
Dog mere end de smaa Forhold, der trykkede mig per
sonligt, nedsloges jeg af Europas hele Tilstand i Hundred-
aaret for Udbruddet af den franske Revolution.
Natten efter den 14. Juli skrev jeg:
Hundredaarsdagen for Bastillens Indtagelse. Hvor ofte i Aarenes
Løb drømt om den Dag og om hvorledes den vilde blive fejret af Evropas
Folk. Og nu! I Skuffelsernes og Reaktionens Tidsalder blot Mismod.
Jeg vilde ikke være med åt fejre Dagen paa Skodsborg, og jeg kom ikke
til Paris, som engang var mit Haab. Jeg sad her Søndag i den kvalme By,
drak ved Bordet et Glas Champagne med Børnene og lærte dem at sige:
Leve Friheden! Det var Alt. Hvilken Jammer i Evropa og intet Lysglimt!
Folk synger i Nabolavet Marseillaisen:
abreuve nos sillons.
Min Religion
er mig for hellig til at profaneres med Fraser og Skraal og Viser.
Disse Sommernætter i Kjøbenhavn, mens jeg begyndte
Udarbejdelsen af
Det unge Tyskland
, ene i den øde By, træt
af Søvnløshed og Sovemidler, var ikke hyggelige. Jeg finder
dette Udbrud 4. August Kl. 1 Nat: „Nu forstyrret af Hyl fra
Højrepartiet, der paa Sunddampere vender tilbage fra Som
merfest. O denne larmende og smagløse Menneskehob!“ —
3.
Jeg omgikkes paa den Tid enkelte ældre og yngre
Militære, der alle havde literære Anlæg, Kaptajn Sørensen,
hvis
Kampen om Norge
jeg tidligt havde anset for et ud
mærket Værk og hvis Grundighed som Historiker ikke
fængslede mig mindre end hans ildfulde Deltagelse i dansk
Politik; daværende Kaptajn Rist, der nylig var slaaet igen
nem med sin fortræffelige Bog
En Rekrut fra 64
og hvis
Bog
Fra Støvlettiden
havde røbet en Historiker; Kaptajn,
nuværende General, Gerstenberg, der var grundigt inde i
russisk Literatur og begejstret for den, medens han, femten
Aar førend Europa lærte den russiske Hærs Skrøbeligheder
at kende, meddelte mig sit Indtryk af det russiske Officer
korps’s overordenlige Svagheder.